Der er en glidende overgang fra matchfixing og manipulation over uetisk adfærd, diverse gråzoner, taktiske holdopstillinger og kulturelt og juridisk acceptable »underpræstationer« til ønskesituationen, den »ærlige kappestrid«
Af Jesper Frigast Larsen
Tour de France er overstået – og Vuelta à Espana er gået i gang. Det giver en interessant mulighed for at holde dansk idræts matchfixingregler om »manipulation af idrætskonkurrencer og tilsvarende uetisk adfærd« op mod idrætsbegivenheder med mange forskellige indbyggede dilemmaer.
Et etapeløb i landevejscykling er både holdidræt og individuel idræt. Det er dels en samlet konkurrence (klassementet), dels en serie af individuelle konkurrencer (de enkelte etaper).
Etaperne er fordelt på flade sprinteretaper, egentlige bjergetaper, lettere bjergetaper og enkeltstarter. Det vil sige vidt forskellige cykelløb, der tilgodeser ryttere med særlige kompetencer, men som alle indgår i det samlede klassement.
Som oftest sker der det, at en rytter sikrer sig et forspring i bjergene, som han og hans hold skal søge at beskytte på de afsluttende etaper frem mod den samlede sejr.
Er der nogen, der råber »matchfixing« eller »bevidst underpræstation«, hvis en bjergrytter ligger og gemmer sig i feltet på en sprinteretape, eller hvis en sprinter ikke kører livet af sig på en bjergetape, men er tilfreds med at komme i mål inden for tidsgrænsen?
Naturligvis ikke! Det er en kendt og anerkendt del af kulturen i landevejscykling, at ikke alle ryttere kører efter sejren på alle etaper. Der er – bogstavelig talt – stjerner og vandbærere, klassementsryttere og hjælperyttere og fast definerede roller, der skal spilles inden for rammerne af de enkelte hold og løbets struktur.
Superligaen
Men lad os så vende blikket mod Superligaen i fodbold 2017-18.
14 hold spillede en samlet konkurrence (mesterskabet) og en række enkeltstående konkurrencer (de enkelte kampe), som indgik i en kompliceret struktur med grundspil, slutspil, mesterskabsspil og nedrykningsspil.
Som udgangspunkt er der altså visse ligheder mellem et etapeløb som Tour de France og Superligaen.
Begge består af en samlet konkurrence og en række delkonkurrencer. Men hvor der som nævnt ikke er nogen forventning om, at alle deltagere kæmper for at vinde hver enkelt etape i Tour de France, er der åbenbart en klar – og kulturelt betinget – forventning om, at alle hold i Superligaen kæmper for at vinde hver eneste kamp i turneringen.
Men hvad nu, hvis det ikke nødvendigvis kan betale sig at vinde hver eneste kamp?
Eller hvis det bare ikke er nødvendigt at spille for at vinde den enkelte kamp, fordi man allerede er sikret en plads i slutspillet med flere kampe igen?
Er forventningen stadig, at man naturligvis skal gøre alt for at vinde den enkelte kamp, uanset at det ikke er nødvendigt eller måske ikke engang attraktivt i forhold til den samlede turnering?
Eller vil det kunne anerkendes, at et hold i så fald sparer sine bedste spillere af frygt for skader, giver 2. målmanden spilleminutter, prøver alternative taktiske oplæg og i det hele taget viser sig ligeglad med denne kamps resultat?
Vil det ligefrem kunne anerkendes, at et fodbold- eller håndboldhold taber med vilje (altså »ofrer en delkonkurrence«), hvis et nederlag bedst kan betale sig i forhold til hovedmålet: Det bedst mulige resultat i den samlede turnering?
Det er spørgsmålet. Og det blev som bekendt aktualiseret, da DIF’s matchfixingsekretariat undersøgte, om der var tale om en overtrædelse af DIF’s matchfixinglovregulativ fra Sønderjyskes side, da holdet i sidste spillerunde i grundspillet mod kampens slutning virkede påfaldende uinteresserede i at holde den uafgjorte stilling mod FC Midtjylland, der da også kom foran 2-1 kort før tid og vandt kampen.
DIF’s undersøgelse blev henlagt pga. bevisets stilling, og i den forbindelse lød det i en pressemeddelelse fra DIF: »Matchfixing er en stor trussel mod idrættens væsen. Tilskuere skal kunne stole på, at der er tale om en ærlig kappestrid, når to hold mødes på banen – det er hele kernen i idrætten. Derfor var vi også forpligtet til at gå ind i sagen og lave en grundig undersøgelse«.
Men interessant nok opfordrede DIF også til, at strukturen i Superligaen laves om:
»Der er ingen tvivl om, at den nuværende struktur i Alka Superliga har sat flere klubber, trænere og spillere i en vanskelig situation og skabt grobund for en uhensigtsmæssig diskussion om, hvorvidt det kunne betale sig at spille for at vinde. Sekretariatet skal derfor opfordre til, at ligastrukturen ændres på en sådan måde, at nederlag ikke kan medføre en sportslig fordel«, lød det fra DIF.
Det er interessant, at DIF på den ene side fandt, at ligastrukturen medførte, at nederlag i visse tilfælde kunne medføre en sportslig fordel, men på den anden syntes at mene, at uanset hvordan et forbund har skruet en turnering sammen, skal idrætsfolkene altid gøre deres bedste for at vinde, også selvom et nederlag kan medføre en sportslig fordel.
Det kan nemlig i høj grad diskuteres.
Efter min bedste overbevisning ligger ansvaret for at undgå disse situationer hos de forbund, der udskriver turneringerne, og ikke hos de aktive.
Men det er bare ikke så enkelt, som man skulle tro. Hvis man ville sikre, at det altid skulle kunne betale sig at vinde, skulle alle turneringer jo udskrives som cupturneringer. Vind eller forsvind. Men der er mange andre hensyn at tage til publikum, sponsorer, tv og så videre, som kan tale for en anden og i normalsituationen mere attraktiv struktur.
Opstilling og indstilling
I den klassiske ligastruktur, som de fleste europæiske fodboldligaer inklusive Premier League og Bundesligaen stadig følger, kan det som udgangspunkt altid betale sig at vinde. I værste fald kan denne struktur medføre nogle betydningsløse kampe mod slutningen af sæsonen for hold, der ikke kan nå noget i toppen, og som ikke er i nedrykningsfare. De har, som man siger, »kun æren at spille for«. Og det gør de så. Forhåbentlig.
Men lige så snart, der anvendes et system med grundspil og slutspil, som vi for eksempel har set i dansk ligahåndbold i mange år, åbnes der op for, at tophold, der er sikre på at gå videre til slutspillet, holder igen med både opstillingen og indstillingen i den eller de sidste kampe i grund- eller mellemspillet.
Er det odiøst?
Det kan i hvert ofte få en uheldig indflydelse på nedrykningsstriden, hvor bundhold kan redde sig, fordi de får ’foræret’ points mod tophold, som de under normale omstændigheder ville have tabt til. Dette har fundet sted i årevis i håndbolden i relativ ubemærkethed og må derfor også anses for at være et kulturelt anerkendt forhold, der ikke overtræder matchfixingreglerne.
Der blev da heller ikke råbt »matchfixing«, da Skjern sparede stort set hele sin startsyver i kampen mod Aalborg den 6. maj i år for at spare de bedste spillere til semifinalerne.
Det, der var særligt ved de seneste års Superligastruktur i fodbold, var, at der kunne være kampe, hvor det ikke kunne betale sig for et bundholdat vinde eller spille uafgjort, hvis holdet skulle optimere sin chance for overlevelse i ligaen.
Herved kunne der opstå den usædvanlige situation, at et bundholds manglende vilje til at kæmpe for point kunne få indflydelse på topstriden om guldmedaljerne. Og skulle dette – helt teoretisk –have været situationen i kampen FCM-Sønderjyske, er det vel ikke for meget sagt, at FC Midtjylland i guldstriden med Brøndby havde endog særdeles meget gavn af de tre points, de fik ud af den kamp…
I realiteten er der næppe nogen tvivl om, at forbundene udmærket godt ved, at situationer med mere eller mindre bevidste underpræstationer kan opstå, når de for eksempel udbyder turneringer med grundspil og slutspil.
Det vigtige er, at forbundene gør det med åbne øjne, søger at minimere risikoen for manipulation og undlader at hykle, hvis nogen i den højere sags tjeneste (det samlede resultat) ikke drejer gashåndtaget helt i bund i enkelte kampe. Og at spillerne ikke efterfølgende gøres til syndebukke for ledernes taktiske dispositioner.
At underpræstere for at optimere resultatet
For kan man overhovedet tale om en bevidst underpræstation, hvis et hold taber en ligakamp med vilje (eller undlader at gøre alt for at vinde), hvis formålet åbenlyst er at optimere sine chancer i den samlede turnering?
Og kan og bør dette under nogen omstændigheder være strafbart efter idrættens matchfixingregler?
I al den offentlige polemik om kampen FCM-Sønderjyske blev dette ellers yderst relevante spørgsmål slet ikke rejst. Det kan undre, men under alle omstændigheder tjener eksemplet til at understrege, at også i spørgsmålet om matchfixing og uetisk adfærd i idrætten er verden ikke kun sort og hvid – der er også en gråzone, hvor det må vurderes konkret, om man er på den eller anden side af kridtstregen.
Problemstillingen bliver endnu mere tydelig, når vi ser på en meget udbredt turneringsform: Indledende puljer med fire spillere eller hold, hvoraf to går videre til vind-eller-forsvind-kampene. Vi har netop set dette system under VM i fodbold, og vi kender det fra Champions League i fodbold, fra OL i badminton og fra mange andre idrætsgrene.
Formålet er fint. Alle er sikret mindst tre kampe, og halvdelen af deltagerne går videre til næste fase af turneringen. Problemet er blot, at resultaterne i de første to runder af puljespillet og deltagernes indbyrdes relationer kan medføre mange uhensigtsmæssige konsekvenser i den tredje og sidste runde.
Hvis en spiller taber med vilje, for at en anden kan gå videre, er det så en overtrædelse af idrættens regler? Ja, spilleren har utvivlsomt overtrådt reglerne ved at manipulere resultatet.
Hvis klub A bestikker klub B (eller giver en utilbørlig gave) for at få klub B til at underpræstere, så klub A kan gå videre, vil både A og B overtræde reglerne.
Men hvis klub A sparer flere af sine bedste spillere, og i øvrigt ikke satser noget som helst, fordi det gælder om at undgå at få skader og gule kort før de kommende knock out-kampe – som vel ret beset var, hvad Frankrig gjorde i den sidste puljekamp mod Danmark ved fodbold-VM – hvad så?
Ja, der var i hvert fald ikke nogen, der kaldte det matchfixing bagefter.
Så konklusionen må være, at dette er en acceptabel del af sportens kultur, ligesom når bjergrytteren ikke kører efter sejren på en sprinteretape i Tour de France. Det er ikke nødvendigvis kønt og i bedste fald bare kedeligt, men det må man tage med for at nyde de fordele, der som nævnt er ved dette puljesystem, og som vel er årsagen til, at så mange sportsgrene benytter det. Både forbund, sportsfolk og medier accepterer således med åbne øjne risikoen for uhensigtsmæssigheder i den sidste runde af puljespillet.
Badmintonofre
Med mindre altså, at det går for vidt, som det gjorde i den olympiske badmintonturnering i London i 2012. Fire damedoublepar, to fra Sydkorea, et fra Kina og et fra Indonesien, blev diskvalificeret fra OL for ikke at spille for at vinde deres sidste puljekamp.
Ingen kan være uenig i, at det så forfærdeligt ud at se spillere serve i nettet eller slå fjerbolden ud af banen med vilje for at undgå at vinde, og tilskuerne buhede med god grund. Men når man ser bort fra trænere og lederes rolle og diktater til spillerne, handlede det i bund og grund om, at spillerne prøvede at udnytte et uhensigtsmæssigt turneringssystem og opnå den letteste vej til finalen ved at tabe den sidste puljekamp.
Var det, badmintonspillerne gjorde ved OL i London, værre end det, vi ser i fodbold og håndbold?
Næppe, men det var i hvert fald mere tydeligt, hvad der foregik, og derfor blev spillerne ofret, så medier og tilskuere kunne gøres tilfredse.
Men de virkelige syndere var i min bog det internationale badmintonforbund (BWF) og IOC, der før OL i 2012 havde ændret turneringsystemet fra et cupsystem til puljesystemet, blandt andet for at give de svagere spillere 3 OL-kampe i stedet for kun 1. En typisk situation, hvor man prøver at løse et problem og i stedet skaber et andet. BWF og IOC burde have forudset, at denne situation kunne opstå. I stedet blev atleterne syndebukke.
Så alt i alt: Der er en glidende overgang fra matchfixing og manipulation over uetisk adfærd, diverse gråzoner, taktiske holdopstillinger og kulturelt og juridisk acceptable »underpræstationer« til ønskesituationen, den »ærlige kappestrid«.
Det hele er en del af sporten. Noget skal bekæmpes, andet accepterer vi at leve med – og resten er vi bare glade for.
Men vi skal alle sammen – sportsfolk, ledere, forbund, tilskuere og medier – holde tungen lige i munden, analysere hvad vi ser, sige fra, når det er for meget, og i øvrigt bestræbe os på at lave turneringssystemer, der altid gør sejren mere attraktiv end nederlaget.
For sport er nu engang sjovest for alle parter, når det kan betale sig at vinde.
Om forfatteren: Jesper Frigast Larsen er juridisk konsulent i Anti Doping Danmark, som huser sekretariatet for den Nationale Platform mod matchfixing under Kulturministeriet. Han er tidligere chef de mission for det danske OL-hold ved 8 olympiske lege.