Forening eller forretning – fitness og forpagtning

Facebooktwitterlinkedinmail

 

Joan Miro: Ung pige udfører legemsøvelser

 

 

I mere end hundrede år har de danske idrætsforeninger tilbudt danskerne at dyrke forskellige former for styrke- og konditionstræning i først og fremmest gymnastikforeninger, men også i atletikklubber, atletklubber, roklubber etc.

 

Fra den svenske gymnastik i 1880’erne over Niels Bukh og Snoghøj til jazzgymnastik i 1960’erne har gymnastikforeningerne forsøgt at give danskerne en god holdning og en harmonisk krop. Og styrketræning har altid været en fast bestanddel af træningen i mange forskellige sportsklubber.

 

Inspireret af bl.a. Jane Fonda så nogle iværksættere i 1980’erne imidlertid en forretningsmulighed i at gøre det samme – nu under betegnelsen fitness. Iscenesættelsen med smart tøj og moderne rytmer fangede tidsånden, og i 90’erne og 00’erne har en kommerciel branche vokset sig stor og levedygtig.

 

Men fremvæksten af denne motionsform som kommerciel virksomhed har også sat en scene for konflikter mellem den private sektor og den frivillige sektor, fordi de frivillige foreninger modtager offentlige tilskud. De private udbydere opfatter det som konkurrenceforvridende.

 

Konflikten brød ud i lys lue, da DGI og landets gymnastikforeninger samlede en række aktiviteter i Foreningsfitness, som senere også DIF tilsluttede sig. Siden har først og fremmeset fitnesscentrenes brancheorganisation DFHO (Dansk Fitness og Helseorganisation), men også private advokater ført en intens politisk og juridisk kampagne for at få politikerne til at fjerne den offentlige støtte til foreningerne. Et mindre advokatfirma fra Aalborg gik så langt som at indbringe spørgsmålet for EU-domstolen, som efter mange høringer og overvejelser dog valgte at afvise sagen.

 

Det er en konflikt, som rammer lige ned i kernen af forholdet mellem den private, den offentlige og den frivillige sektor.

 

Den offentlige sektor støtter det frivillige foreningsliv ud fra en række politiske hensyn – først og fremmest kulturpolitiske. Men den private sektor tager ikke politiske hensyn. Den ser alene på bundlinjen og opfatter derfor støtten som konkurrenceforvridende. Det sætter politikerne – især politikere af borgerlig og liberal observans – i et sandt dilemma. De vil på den ene side gerne fremme det private initiativ og det frie marked, men på den anden side også gerne støtte civilsamfundet.

 

Spørgsmålet er helt vitalt for den frivillige sektor. For køber man fitnessbranchens argument om den offentlige støtte som konkurrenceforvridende, vil det betyde, at det offentlige må fjerne støtte til foreningslivet, hver gang private iværksættere begynder at opbygge en forretning på områder, som ellers har været forbeholdt det frivillige foreningsliv. Det vil f.eks. betyde, at landets fodboldklubber ikke længere kan modtage offentlig støtte, nu hvor den private virksomhed Fodboldfabrikken etablerer filialer rundt omkring i større byer. Men også på en lang række andre områder vokser en bred vifte af private initiativtagere og ildsjæle frem – kajak, surf, friluftsliv, sejlsport, parkour, cykling, triatlon og meget andet.

 

DFHO er medlem af paraplyorganisationen Dansk Erhverv. Og Dansk Erhverv er nu begyndt at optage sociale hjælpeorganisationer som medlemmer. Det bringer konflikten inden for murene på kapitalismens højborg Børsen, hvor Dansk Erhverv og DFHO har hjemme. I en replik på Altinget: Civilsamfund kommer politisk konsulent i Dansk Erhverv, Rasmus Kjærhus Nørgaard, med et glødende forsvar for den frivillige indsats. ”Det er simpelthen en falsk modsætning” nogle forsøger at skabe mellem frivillige og professionelle, siger han. ”Der er netop ikke tale om et nulsumsspil”. ”Frivillige kan meget i sig selv og har deres egen værdi”, og Nørgaard afviser bekymringen om at frivillighed erstatter de fagprofessionelle som noget ”vrøvl”.

 

Indlægget anslår helt nye og radikalt anderledes toner end hidtil fra Dansk Erhverv. Der er tale om et markant kursskifte, hvis man skal tage indlægget for pålydende. Gør man det, sætter det unægtelig DFHO i en ny situation. Det må klinge meget hult, hvis DFHO i fremtiden kritiserer Foreningsfitnes for at stjæle markedsandele fra de kommercielle institutter, når DFHOs hovedorganisation i øvrigt forsvarer den frivillige indsats med hud og hår.

 

Mistanken om manglende sammenhæng i Dansk Erhvervs udmeldinger forstærkes af det forslag om tvungen bortforpagtning, som regeringen barsler med – et forslag, som netop Dansk Erhverv længe har været fortaler for, og som vil ramme det frivillige foreningsliv.

 

Forslaget skal sikre, at drift af café- og cafeteriavirksomhed i klubhuse og haller bortforpagtes til privat virksomhed. Regeringen vil tilsyneladende pålægge kommunerne at tvinge foreninger, der modtager kommunal støtte, til at bortforpagte kiosk, cafeteria el. lign. i klubhuse og haller (også selvejende) til private. 

 

Isoleret set kan forslaget give mening for de virksomheder, der føler sig konkurrenceudsat af forskellige former for kommunal aktivitet. Men i virkelighedens verden hænger det ikke sammen. Det er endnu et eksempel på et sammenstød mellem, hvad man i den akademiske verden kalder systemverden og livsverden. Det er et forslag, der i Finansministeriets – og måske Dansk Erhvervs – optik er helt logisk og stringent, men som ude i virkeligheden er helt meningsløst og unødvendigt.

 

Det frivillige foreningsliv er ikke en del af den kommunale virksomhed. Det frivillige foreningsliv rummer en række dimensioner, som ikke kan indgå i systemverdenens analyser – fællesskab, engagement, ildsjæle, dannelse, demokratisk medleven og ansvar m.v. Kiosker og cafeer i klubhuse og haller er derfor heller ikke bare en økonomisk virksomhed. Det er samlingspunkter for fællesskabet.

 

Det er ikke første gang de to verdener støder sammen. Så langt fra. Nøjagtig det samme var tilfældet, da Arbejdstilsynet for en del år siden pålagde frivillige foreninger at gennemføre arbejdspladsvurderinger og nidkært kontrollerede, om de gjorde det. Systemtænkningen kan ikke skelne mellem frivillige og ansatte. En frivillig træner eller instruktør opfattes som ansat og foreningen som en virksomhed/arbejdsplads. Ergo skal en frivillig forening gennemføre en arbejdspladsvurdering.

 

Det samme har været tilfældet med spørgsmålet om dagpengemodtagere og efterlønsmodtagere kunne udføre en frivillig indsats. I systemverdenens optik kunne indsatsen i princippet erstattes af lønnet arbejde, og derfor blev dagpengemodtagerne og efterlønnerne trukket i ydelserne.

 

I både tilfældet med arbejdspladsvurderinger og træk i efterløn og dagpenge lykkedes det besindige politikere at overtrumfe ”systemet”, men ikke uden sværdslag. Kan man håbe, at det samme vil være tilfældet med den tvungne bortforpagtning? Og kan man håbe, at de positive toner fra Dansk Erhverv kommer til at tegne organisationens linje over for den frivillige sektor efterhånden som Brian Mikkelsen, der altid har profileret sig idrættens sag, får sat sig i direktørstolen?

 

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwitterlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.