Ildevarslende formandsvalg i WADA

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

 

 

WADA skal have ny formand, og det kan blive et ildevarslende valg, der kan undergrave agenturets uafhængighed og dermed dets eksistensberettigelse. Valget står – indtil videre – mellem den norske minister for børn og ligestilling (og tidligere kulturminister) Linda Helleland og den polske minister for sport og turisme Witold Bańka.

 

Da WADA blev oprettet ved årtusindskiftet, skete det efter svære og komplicerede forhandlinger mellem på den ene side IOC og på den anden side verdens regeringer.

 

Efter dopingskandalerne i 1998 stod IOC svagt. Den olympiske bevægelse havde hverken vist vilje eller evne til at bekæmpe det udbredte dopingmisbrug, og for første gang i den moderne sports historie rejste der sig en stærk kritik af den olympiske bevægelse fra en lang række regeringer. Grænsen mellem idræt og politik blev fjernet – hvis den ellers nogensinde har været der. Politikerne kunne ikke stiltiende se til, at idrættens organisationer ikke var i stand til at ”holde orden i eget hus”, når de samtidig modtog omfattende offentlige tilskud.

 

Stærkt presset indkaldte IOC derfor idrættens organisationer og verdens regeringer til en fælles konference i 1998 i Lausanne. På konferencen blev IOC konfronteret med en massiv kritik fra regeringssiden, og kravet om en uafhængig og transparent institution til bekæmpelse af doping var massivt og blev indskrevet i slutdokumentet trods IOC’s forsøg på at bløde det op.

 

Kort efter startede forhandlingerne om oprettelsen af en sådan institution da også. Men hvor IOC havde været i defensiven op til disse forhandlinger, kom komiteen nu i offensiven. For hvor IOC kunne tegne hele idrætten og sætte økonomi bag, var der ikke på samme måde en formel regeringsinstitution, der kunne tegne regeringssiden i idrætspolitikken, og der var da slet ikke nogen fælles økonomi.

 

Stærkest stod et uformelt regeringssamarbejde i EU. Her var det lykkedes at skabe en fælles front, og selv om idrætten formelt ikke var en del af EU Traktaten på det tidspunkt, kunne Formandsskabet og Kommissionen tale med én stemme på vegne af alle regeringerne i EU. Og fordi den danske kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen og efterfølgende Brian Mikkelsen altid var så klare i mælet i kritikken af dopingmisbruget og i formuleringen af principperne for det nye agentur, kom Danmark til at indtage en central rolle i forhandlingerne og i udformningen af agenturet. En rolle, der blev helt afgørende, da vi overtog formandsskabet for EU i første halvår 2001

 

Princippet om agenturets uafhængighed var et ufravigeligt krav fra regeringernes side. Det betød, at den olympiske bevægelse ikke skulle kunne sætte sig på den bestemmende indflydelse. IOC accepterede modvilligt dette krav, og der skabtes enighed  om en konstruktion, hvor idrættens organisationer besatte halvdelen af pladserne i bestyrelse (Foundation Board) og forretningsudvalg (Executive Committee), mens regeringerne besatte den anden halvdel. Til gengæld forlangte IOC, at regeringerne skulle finansiere halvdelen af driften. IOC ville finansiere den anden halvdel.

 

Konstruktionen var selvfølgelig svær at sige nej til, og det startede en lang og besværlig proces, hvor det danske formandskab måtte skabe opbakning blandt verdens ca. 200 regeringer – fra den mindste østat i Stillehavet til USA og Rusland – om en finansieringsnøgle og nogle principper for besættelse af bestyrelses- og forretningsudvalgsposter. En tung proces, men det lykkedes.

 

Et andet centralt spørgsmål var besættelsen af formandsposten i WADA. Her enedes man om en turnusordning, så posten kunne gå på skift mellem regeringssiden og den olympiske bevægelse. Ordningen var underbygget af en gensidig forståelse af, at den olympiske bevægelse ikke ville blande sig i valget af regeringssidens kandidat til formandsposten – og omvendt.

 

I den første periode var Dick Pound, medlem af IOC’s forretningsudvalg, en markant formand. Men han var også ret enerådig og temmelig kontant. Brian Mikkelsen var på det tidspunkt medlem af forretningsudvalget i WADA som repræsentant for de europæiske regeringer. For at sikre en lidt bedre balance blev det derfor fra dansk side foreslået, at der oprettedes en næstformandspost, som skulle besættes af en repræsentant fra regeringssiden, når IOC havde formandsposten – og vice versa.

 

Brian Mikkelsen blev valgt til posten og bad umiddelbart efter valget Dick Pound om et personligt møde for at aftale arbejdsfordelingen. Som daværende kontorchef i Kulturministeriet var forfatteren af disse linjer med til mødet. Brian Mikkelsen indledte med en grundig gennemgang af de grundlæggende principper for partnerskabet, men blev hurtigt afbrudt af Pound: ”I’m president, you’re vice. I’m the boss, I decide!”. Så var banen kridtet op. Brian blev lidt perpleks over den udiplomatiske melding, men genvandt hurtigt fatningen og insisterede på en større åbenhed og inddragelse i forhold til de vigtige beslutninger. Mødet endte da også i nogenlunde fordragelighed og forståelse, og siden har der øjensynlig været et løbende samarbejde mellem formand og næstformand.

 

Nu står regeringssiden så igen for tur til at overtage formandsposten i WADA.

 

I 2016 stillede den norske minister Linda Helleland op til posten som næstformand med det klare sigte at kandidere til formandsposten. Efter valget til næstformand har hun hidtil stået som eneste formandskandidat.

 

Men for nylig meddelte den nuværende formand for WADA og fremtrædende IOC-medlem Craig Reedie, at IOC vil pege på den polske sportsminister Witold Bańka, og han har bekræftet sin interesse i posten. 

 

Så er det, at alle alarmklokker må ringe, for Bańkas kanditatur truer den hidtidige balance. Det kan ikke afvises, at Bańka har mange kvalifikationer og kompetencer, men de viser sig ikke ved en hurtig søgning på nettet. Det eneste han har opnået her i livet – udover ministerposten – er tilsyneladende en bronzemedalje i 4×400 m stafet fra VM i 2007.

 

Banka har allerede annonceret en kompromissøgende linje i forhold til Rusland. ”Der er brug for respekt og samarbejde”, siger han. ”Vi kan ikke fastholde de nuværende betingelser i forhold til Rusland.” De er ifølge Bańka en blindgyde.

 

Stik modsat kritiserer den norske minister Helleland IOC for ikke at have håndteret den russiske dopingkrise konsekvent. Hun slår til lyd for en langt større uafhængighed i forhold til den olympiske bevægelse.

 

Den nye formand skal vælges på den kommende verdenskongres om doping næste år i Polen. Formanden vælges af WADA’s bestyrelse, der har 38 medlemmer, 18 er udpeget af den olympiske bevægelse og 18 af verdens regeringer. Dertil kommer formandsskabet. Hvis den olympiske bevægelse står samlet bag Bankas kandidatur – og den plejer at afstemme alt på forhånd – vil det blot kræve en enkelt stemme fra regeringssiden for at få ham valgt.

 

Derfor er formandsvalget så skæbnesvangert. Ét er, at Bańka ønsker en anden og mere kompromissøgende linje over for Rusland. Noget helt andet er, at WADA får en formand, der skal repræsentere regeringssiden, men er promoveret af IOC. Det vil endegyldigt køre regeringssiden ud på et sidespor, og IOC vil have sat sig tungt på magten.

 

WADA’s styrke har i høj grad været knyttet til princippet om uafhængighed. Offentligheden har kunnet have tillid til WADA, fordi agenturet ikke har været en del af den olympiske bevægelse. Det var netop indspistheden og lukketheden, der fejlede i bekæmpelsen af dopingmisbruget frem til 1998. Med Bańka som formand risikerer WADA at miste sin troværdighed og offentlighedens tillid.

 

Man må antage, at den danske kulturminister Mette Bock følger op på skiftende danske regeringers konsekvente dopingpolitik og aktivt støtter Hellelands kandidatur.

 

Men hvad gør kronprins Frederik som IOC-medlem? Vil han bruge sin indflydelse i den olympiske bevægelse til at overbevise nogle af bevægelsens repræsentanter i WADA’s bestyrelse om, at de skal stemme på den kompromisløse Helleland? Eller vil han forholde sig passiv, måske oven i købet med henvisning til, at det er en politisk sag, som han ikke kan tage stilling til. Men netop derved støtter han Bańka og modarbejder den danske regerings idrætspolitik.

 

Hele sagen demonstrerer, at den olympiske bevægelse aldrig rigtig har accepteret regeringernes indblanding i, hvad den betragter som idrættens egne affærer. Ifølge tankegangen i IOC er idræt hævet over politik og skal ikke ”besudles” af de interesser, der hersker i den politiske verden. Det er en tankegang, der går helt tilbage til de moderne olympiske leges grundlægger Pierre de Coubertin. I 1920 opfordrede han således til ”…at de sportslige organisationer resolut holder de opkomlinge ude, som tilbyder at lede dem, og som i virkeligheden kun tænker på at bruge andres krop til at opbygge deres egen politiske karriere eller til at øge udbyttet af egne forretninger.” Derfor er IOC heller ikke en demokratisk organisation. Det er en ”ø i det store valghav”, som  Coubertin også sagde. Komiteen skal sammensættes af særligt betroede mænd, som har høje etiske standarder og kan beskytte de olympiske værdier. Politik, penge og særinteresser måtte ikke vinde indpas ifølge Coubertins tankegang.

 

Desværre har udviklingen vist, at det forholder sig lige modsat. Demokrati og åbenhed er det eneste værn mod korruption og magtmisbrug. Derfor er formandsvalget i WADA også så skæbnesvangert. IOC og Bańka repræsenterer alt det modsatte af demokrati og åbenhed.

 

GemGem

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

1 thought on “Ildevarslende formandsvalg i WADA

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.