”Aktstykke nr. 121 om udlodningsmidler til visse idrætsformål”. Lyder det kedeligt og bureaukratisk? Det er det bestemt ikke. Der er tale om kulturministerens økonomiske grundlag for konkrete initiativer på idrætsområdet – eller med andre ord ministerens mulighed for at føre en aktiv idrætspolitik.
Folketingets Finansudvalg har netop tiltrådt dette aktstykke med ministerens indstillinger til årets initiativer, og det antyder en helt ny situation i dansk idrætspolitik.
I al den tid, idrætten har hørt hjemme i Kulturministeriet, har en andel af udlodningsmidlerne været reserveret til idrætsformål, som den til enhver tid siddende kulturminister selv kunne fastsætte. Som bekendt fastlåser eller bestemmer fordelingsnøglen i de skiftende tips-, lotto- og udlodningslove den altovervejende del af overskuddet fra de forskellige spil til de store organisationer, og de lovbestemte midler er dermed unddraget ministerens indflydelse.
Men de skiftende kulturministre har altid kunnet disponere over en mindre pulje, som de har kunnet bruge til at tilgodese særlige initiativer. Ministrene har gennem tiden forsvaret denne pulje med næb og klør, fordi det gav dem mulighed for at profilere sig på idrætsområdet. Puljen har været fødselshjælper for mange nye, epokegørende initiativer f.eks. Sport Event Danmark, Anti Doping Danmark, Play the Game, Idrætspolitisk Ideprogram, Idrættens Analyseinstitut, idrætsforskning, handicapidræt, idræt for sindslidende og meget mere.
Fordelingen af midlerne fastsættes hvert år i et såkaldt aktstykke, som ministeren indstiller til godkendelse i Folketingets Finansudvalg.
Med det aktstykke, som Finansudvalget netop har tiltrådt, har kulturministeren nu kun lidt mere end 7 mio. kr. til direkte idrætspolitiske initiativer. Det er i min hukommelse det hidtil mindste beløb, en kulturminister har haft til rådighed. Og det er et beløb af en størrelsesorden, som reelt har fjernet enhver mulighed for en aktiv og selvstændig idrætspolitik.
En stor del af de 7 mio. kr. er oven i købet ”låst” til mere eller mindre traditionsbestemte driftstilskud til ISCA, WADA, ADD m.v. og til kulturministerens idrætspriser. Eneste nye initiativ er et tilskud på 100.000 kr. til hundevæddeløbssporten! Er det virkelig ministerens ambition om nytænkning for dansk idrætspolitik?
Desuden har to små puljer de seneste år udgjort nogle frie midler. Dels de såkaldte ’omstillingsmidler’, som partierne bag den såkaldte stemmeaftale fra 2014 blev enige om. Dels en ’udlodningsreserve’, som ministeren selv kan disponere løbende over. Begge puljer – som altså kunne udgøre en lille platform for nye idrætspolitiske ideer – er nu halveret i forhold til sidste år. De udgør nu hhv. 1,5 og 2,5 mio. kr. Udlodningsreserven på 2,5 mio. kr. er så i år blevet bundet til DIF’s og DGI’s vision Bevæg dig for livet.
Reelt har ministeren derfor ikke længere nogen mulighed for – eller noget ønske om? – at iværksætte og finansiere nye initiativer på idrætsområdet. Mulighederne er deponeret hos organisationerne, som oven i købet er sikret stadigt stigende indtægter fra udlodningsmidlerne.
I 1980’erne og 90’erne udviklede politologer en teori kaldet neo-korporatisme. Teorien forsøgte at beskrive og forklare et stadigt tættere samarbejde mellem staten og interesseorganisationerne. Ifølge teorien fik organisationerne i stigende grad overdraget forvaltningen af den statslige politik på de områder, de repræsenterer.
På idrætsområdet lancerer kulturministeren en omvendt neo-korporatisme. Det er organisationerne, der fastsætter målsætninger og indsatser, og staten følger efter med ressourcer og samarbejde.
Nogen vil måske så pege på, at regeringen jo har taget initiativ til at få en Tour de France start og et Formel 1 løb til Danmark. Men heller ikke dét har regeringen selv taget initiativ til. Det har nogle private investorer. Og også her følger regeringen efter med ressourcer og samarbejde.
1 thought on “Minister uden ambitioner”