af Claus Bøje
Aldrig havde jeg troet
at marathonløbet i New York kunne fravriste mig tårer
Det er et dommedagsskue
Kan man tale om frivillig lidelse
ligesom man taler om frivillig trældom
Under den plaskende regn
under helikopterne
under bifaldet
iklædt en aluminiumskyse og skelende til deres stopure
eller med nøgen overkrop og fordrejede øjne
søger de alle døden
den død af udmattelse
som blev en græsk soldats lod for to tusinde år siden
da han – lad os endelig ikke glemme det
bragte Athen budskabet om en sejr
Nutidens marathonløbere
drømmer også om at viderebringe et sejrsbudskab
men de er for mange
og deres budskab har ikke længere nogen mening
Det er budskabet om selve deres ankomst
ved afslutningen på deres kraftudfoldelse
– det dunkle budskab om en overmenneskelig
og unyttig anstrengelse
Snarere bringer de budskabet om en katastrofe for menneskearten
fornedret time efter time ved målstregen
fra de første
stadigt smidige, veloplagte og konkurrencelystne
til de vrag
som bogstavelig talt bæres frem til målstregen af deres venner
og de handicappede
som kører strækningen i rullestol
Der er sytten tusinde af dem
hvilket frembringer erindringen om det virkelige slag ved Marathon
hvor der ikke engang var sytten tusinde til at slås
Her er sytten tusinde – og hver eneste af dem løber alene
endda uden håbet om at sejre
kun for at føle at de lever
Vi har vundet
stønnede grækeren fra Marathon og udånder
I did it
stønner den udmattede marathonløber
og synker sammen på plænen i Central Park.
Tekst: Jean Baudrillard: Amerika 2004, Informations Forlag
Dekupatør: Claus Bøje
