Bombe under dansk idrætspolitik

Facebooktwitterlinkedinmail

 

Michael Kvium: Big Foot

 

Kun sjældent vækker resultater fra idrætsforskningen større politisk eller mediemæssig opmærksomhed. En titel som ”Sociokulturel og socio-affektiv integration af idrætsforeninger i Europa” vil måske også afskrække de fleste beslutningstagere og journalister fra at gå dybere ind i studiet.

 

Men bag titlen gemmer der sig uventede resultater, som burde vække til kulturpolitisk eftertanke. Resultaterne antyder nemlig, at det højt besungne fællesskab i de danske idrætsforeninger måske ikke stikker så dybt, som vi normalt antager – og som vi lægger til grund for den kulturpolitiske opmærksomhed og støttepolitik, idrætten er genstand for.

 

Undersøgelsen indgår i et tværeuropæisk studie af frivillighed og integration i idrætsforeninger i ti forskellige europæiske lande.

 

Undersøgelsen viser for det første, at medlemmerne i de danske idrætsforeninger kun i beskedent omfang tager del i foreningsfællesskabet i form af møder, sociale arrangementer og ”tredje halvleg”, og at de kun sjældent forsøger at øve indflydelse på foreningens beslutninger og udvikling.  For det andet, at Danmark på næsten alle målte parametre ligger i bund, når det drejer sig om at tage del i fællesskabet, sammenlignet med  de andre europæiske lande. Lige så overraskende er det måske, at Spanien ligger i top på de fleste parametre.

 

Mere konkret viser det sig,

  • at næsten 80 % af alle medlemmer i de danske idrætsforeninger kun sjældent eller aldrig deltager i foreningens sociale arrangementer – mod ca. 45 % i Spanien og 60% i gennemsnit i de europæiske lande
  • at mere end 80 % sjældent eller aldrig deltager i medlemsmøder eller andre foreningsmøder – mod mindre end 60 % i Spanien og godt 70 % i gennemsnit
  • at næsten halvdelen af de danske medlemmer kun sjældent eller aldrig forsøger at øve indflydelse i foreningen – mod knap 20 % i Spanien og ca. 25 % i gennemsnit
  • at ca. en tredjedel af de danske medlemmer kun sjældent eller aldrig deltager i 3. halvleg – mod langt under 20 % i Belgien og godt 20 % i gennemsnit.

 

Der kan sikkert rejses en række metodologiske spørgsmål til undersøgelsen – og det bliver der også. Er undersøgelsen tilstrækkelig bred og repræsentativ – også i de andre lande? Er de valgte parametre dækkende for opfattelsen af fællesskab? Etc. Og isoleret set kan det være vanskeligt at forholde sig til de enkelte tal. Er det mange eller få, når ca. halvdelen af de danske medlemmer ikke er interesserede i at øve indflydelse på foreningens liv? Det kan selvfølgelig diskuteres.

 

Men når danskerne så konsekvent ligger i bunden sammenlignet med de andre europæiske lande, må det alligevel give anledning til eftertænksomhed. Er den danske foreningsmodel alligevel ikke så særegen, som vi normalt bryster os af? Er fællesskaberne i foreningerne erstattet af en opfattelse af foreningen som serviceudbyder? Er medlemmerne ligeglade med fællesskabet, bare de kan få dækket behovet for fysisk aktivitet? Er fællesskabet blevet en ligegyldig, måske tilmed besværlig biomstændighed? Er fællesskabet ikke bare flygtigt, men fraværende? Er fællesskabet blevet en lukket loge forbeholdt de få?

 

Både den danske folkeoplysningstradition og den kulturpolitiske begrundelse for at støtte de danske idrætsforeninger er i høj grad bundet op på forestillingen om at tage del i og ansvar for et fællesskab forankret i foreningslivet. Forfatteren af disse linjer har selv taget flittigt del i at formidle og forsvare denne forestilling. Linjerne forfattes derfor også i en mærkelig blanding af undren og ærgrelse.

 

Men hvis forestillingen ikke længere holder vand, er en stor del af den kulturpolitiske begrundelse for idrætsorganisationernes og de frivillige foreningers særstatus forsvundet.

 

Undersøgelsen er derfor ikke bare opsigtsvækkende. Den er både urovækkende og en bombe under dansk idrætspolitik.

 

Forhåbentlig er det for tidligt at drage konklusioner i den retning. Undersøgelsens  grundlag må først vurderes nærmere. Men idrættens organisationer må være bekymrede. De burde følge op på undersøgelsen med en gennemgribende og dybtgående analyse, som enten kan bekræfte eller aflive resultaterne. Og hvis resultaterne holder stik, må de nødvendigvis iværksætte en omfattende strategi for at støtte og udvikle fællesskaberne.

 

I det lys er de kvantitative mål fastsat i den store vision ’Bevæg dig for livet’ om flere medlemmer og flere aktive måske ikke så vigtige?

 

——-

 

Kilden til dette blogindlæg er D. Steinbach, K. Elmose-Østerlund & Bjarne Ibsen: Sociokulturel og socio-affektiv integration af medlemmer af idrætsforeninger i Europa, ’Kort fortalt til idrætsforeninger’ nr. 4, Forskning i idrætsforeninger i Europa – Resultater til praktisk brug, 15. november 2017. Kan downloades her.

 

Den danske del af undersøgelsen er gennemført af adjunkt Karsten Elmose-Østerlund og professor Bjarne Ibsen, Center for Idræt, Sundhed og Civilsamfund, SDU. Se mere her.

 

 

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwitterlinkedinmail

5 thoughts on “Bombe under dansk idrætspolitik

  1. Det er altid spændende med analyser, der sammenligner foreningsidrætten i de europæiske lande. Og denne analyser har sine fine oplysninger – en bombe er det dog tvivlsomt!
    Procenttal er jo oftest mest relevant, hvis de forholder sig til de faktiske størrelser. Så hvis vi bruger de tal analysen fremkommer med (med de metodiske udfordringer, der altid er) så kan man også slutte at:
    Mere end dobbelt så mange procent af den danske befolkning i forhold til den spanske befolkning, tager del i social aktiviteter i foreningen!

    7% af den spanske befolkning er medlem af en idrætsforening (det er cirka 3,2 millioner ud af 46 millioner).
    55% af de spanske medlemmer siger de deltager regelmæssigt i sociale aktiviteter. Det 1,77 milloner. Og 1,77 millioner ud af 46 millioner borgere er 3,8 %.

    I Danmark siger 44 % at de er medlem af en idrætsforening. 44% af 5,7 millioner er 2,5 millioner. Af dem deltager 20% regelmæssigt i sociale aktiviteter i foreningen i følge analysen – der er 500.000. Og 500.000 ud af hele befolkning er 8,7%.
    Så hvad er bedst: flest procent af medlemmerne eller flest procent af alle borgere?

  2. Tak, Søren, fordi du sætter spot på vores undersøgelse. Mit håb er, at vores undersøgelse kan vække interesse og debat – og ikke mindst gøre os klogere på ligheder og forskelle i den europæiske foreningsidræt. Om tallene udgør en bombe, kan eller vil jeg som forsker ikke bedømme, men mit udgangspunkt er, at god forskning begynder med, at man søger at udfordre gældende selvfølgeligheder i samfundet – herunder inden for foreningsidrætten.

    Vores undersøgelse tegner billedet af et stærkt dansk foreningsliv. Vi har relativt set rigtig mange aktive – både børn og voksne – og vi er gode til at aktivere seniorer, ligesom kvinder er bedre repræsenteret end i de fleste andre lande. Samtidig er der så tendenser til, at integration af andre målgrupper – som handicappede og flygtninge/migranter – har større opmærksomhed i andre lande. Samt at danske medlemmer relativt set er mindre engagerede i det demokratiske og sociale liv i deres respektive foreninger.

    En del af forklaringen på det lavere demokratiske og sociale engagement ligger i, at vi har mange aktive i motionsidrætter, hvor foreningsengagementet typisk er lavere. Det kunne tale for, at der er en slags tradeoff mellem mange aktive og så engagementet i foreningslivet i bred forstand. Det synes jeg er et blandt mange interessante fund i vores undersøgelse, som kunne danne baggrund for en spændende debat.

    Med hensyn til de metodiske kritikpunkter, så er det ganske enkelt for letkøbt at påstå, at undersøgelsen ikke er pålidelig pga. ‘metodeproblemer’. Det er det hidtil eneste og største studie, der sammenligner idrætsforeninger i Europa. De fremmeste forskere i de ti lande har gjort alt for at indsamle de mest valide data muligt – i nogle lande for første gang, i andre lande som en blandt mange undersøgelser på området.

    Fra ganske mange af landene har vi indsamlet data efter nøjagtig samme skabelon, mens vi i enkelte lande har måttet afvige af forskellige hensyn. Det er helt forfejlet at tro, at de store forskelle vi på flere områder finder mellem landene alene kan tilskrives ‘metodeproblemer’. Er det så også metodiske problemer, der gør, at vi finder mange aktive seniorer og kvinder i danske foreninger? Næppe.

    Men måske er det netop problemet: Når noget går imod vores gældende forestillinger, så er det meget lettere at forsøge at skyde det ned for at bevare vores eksisterende verdensbillede, end det er at forholde sig til et nyt muligt verdensbillede. Min opfordring er derfor: lad os dog bruge undersøgelsens resultater som et led i debatter om foreningsidrætten i Danmark – og i Europa. Det skader ikke at blive udfordret på sine etablerede forståelser af verden!

  3. God læsning – altid rart når store undersøgelser behandles i en blog og man får sat fokus på nogle af de centrale pointer (mens andre naturligvis også må lade livet).

    Det må altid være i idrætsorganisationernes interesse at kende til det faktuelle billede af danskernes engagement i foreningslivet – det er på den baggrund, at vi kan foretage os de bedste indsatser. Og derfor skal vores verdensbillede naturligvis også udfordres.

    Der foregår på langt de fleste områder i samfundet en disruption, hvor den gængse orden rykkes eller destabiliseres. Som idrætsorganisationer og Bdfl skal vi kunne agere i en disruptiontid og det betyder, at vi som minimum skal kende det landskab vi bevæger os i – ellers bliver det mere end almindeligt svært at forholde sig ændringer og udfordringer.

    Samtidig er det vigtigt, at man ikke lader sig verdensbillede vakle på baggrund af en komparativ analyse mellem 10 europæiske lande. Analysen skal sættes i perspektiv – gerne et idrætspolitisk perspektiv, hvor også andre undersøgelser/analyser kan forme det samlede billede.

    Håber at vindene blæser i retning af en nysgerrig undersøgelse af eksisterende ståsted indenfor de store idrætsorganisationer – til gavn for foreningslivet…

  4. Det er næppe en bombe under foreningsidrætten som sådan, at deres meget store udbredelse i Danmark medfører et noget lavere foreningsengagement. Men det er bestemt en diskussion værd, hvordan man i foreningslivet bør håndtere dette dilemma, og om der er grænser for, hvad foreningerne kan løfte uden at gå (for meget) på kompromis med deres egne grundværdier.

    En lille servicemeddelelse: Vil man gerne læse mere om undersøgelsens resultater, har Jonna Toft i øvrigt skrevet flere artikler på Idan.dk sidste år:

    http://www.idan.dk/nyhedsoversigt/nyheder/2017/b009_frivillighed-og-samvaer-fylder-i-europaeiske-sportsklubber/

    http://www.idan.dk/nyhedsoversigt/nyheder/2017/b016_danske-foreningsmedlemmer-agerer-som-kunder/

    http://www.idan.dk/nyhedsoversigt/nyheder/2017/b057_bagsiden-ved-at-faa-flere-med-en-mindre-andel-deltager-i-foreningens-sociale-liv/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.