Medlemstal og kvindefodbold i spin

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

 

Pablo Picasso: Partido de fútbol

 

Den årlige offentliggørelse af medlemstallene i idrættens organisationer er blevet en idrætspolitisk markering, som forudsætter en række kommunikationsstrategiske overvejelser. Selvsagt kan der altid findes både positive og negative ”historier” i de nye medlemstal, og organisationerne er lige så indlysende mest interesseret i at kommunikere de positive historier.

 

I år er det lykkedes i usædvanlig grad.

 

På denne blog vil vi forsøge at bringe lidt nuancer ind i analysen af udviklingen. Og det vil vi gøre med fokus på to forhold: 1) Medlemsflugten fra DBU med særligt fokus på kvindefodbold og 2) Realiseringen af målsætningerne for den idrætspolitiske vision ’Bevæg dig for livet’.

 

Medlemsflugt i DBU og Kvindekommissionen

DBU har en meget dygtig kommunikationschef. Han har set, at offentliggørelsen af medlemstallene fra idrættens organisationer vil vise, at de sidste års medlemsflugt fra DBU fortsætter med uformindsket styrke. Han ved også, at sportsjournalister dybest set ikke interesserer sig for idrætspolitiske perspektiver endsige er i stand til at stille kritiske spørgsmål. Derfor vælger kommunikationschefen, at den såkaldte Kvindekommissions anbefalinger skal offentliggøres samme dag som medlemstallene. Han ved godt, at sportsjournalister ikke kan forholde sig til udviklingen i medlemstal, og han ved også godt, at sportsjournalisterne ikke er i stand til at læse kommissionens anbefalinger i lyset af medlemstallene. Og han ved at en tidligere statsminister, en tidligere klimaminister og en milliardær med buddhistiske tilbøjeligheder vil tiltrække journalisternes opmærksomhed og fjerne fokus fra de ubehagelige kendsgerninger, som medlemstallene viser.

 

Sagen er, at DBU står midt i en sand medlemsflugt. Siden 2011, hvor medlemstallet kulminerede, har DBU mistet mere end 30.000 medlemmer. Og den seneste medlemsopgørelse viser, at DBU er det specialforbund i DIF med det største fald i medlemstallet. Det er en krise, som burde kunne tiltrække en journalistiske opmærksomhed.

 

Men hvad så med kvindefodbolden? Ja, her er krisen endnu mere udtalt. Siden 2011 har DBU mistet mere end 20% af de kvindelige medlemmer. Og faldet er ikke mindst udtalt blandt de unge piger og kvinder. På bare det sidste år – hvor kvindelandsholdet tilmed har været mediernes darling – har DBU mistet 7 % af de unge piger i alderen 13-18 år.

 

På den baggrund får offentliggørelsen af Kvindekommissionens anbefalinger nærmest karakter af verdensfjern jubeloptimisme.  

 

Kommissionen havde et lidt uklart kommissorium. Den skulle komme med anbefalinger, der kunne styrke kvindefodbold. Men hvad dét omfatter, var rimeligt uklart. Og måske derfor er flere af kommissionens konkrete forslag også ret vage.

 

Kommissionen har arbejdet i lidt mere end 1 år, men i den tid har den kun afholdt tre møder. Selv har jeg deltaget i en del kommissioner, arbejdsgrupper og udvalg. Man kan selvfølgelig ikke afvise, at den store kommission på 20 medlemmer har været i stand til at arbejde ekstremt effektivt. Men på mig virker det ikke seriøst, at gennemføre et kommissionsarbejde på tre møder, især ikke når det tages i betragtning, at de tre frontfigurer ikke har megen konkret erfaring med foreningslivet eller fodbold i praksis. Under alle omstændigheder overlader det en meget stor del tilden administrative bistand, som i dette tilfælde er varetaget af DBU selv. Så uafhængigheden har været til at overskue.

 

Kommissionens forslag er som sagt meget luftige og har i overvejende grad fokus på eliten, på hvordan man kan styrke landsholdet, ligaen og medieomtalen.

 

Når det kommer til bredden opstiller kommissionen en målsætning om at øge antallet af kvindelige medlemmer fra de nuværende ca. 62.000 til 135.000 inden 2025.

 

Målsætningen virker helt ude af trit med de aktuelle forhold og kan ikke tages alvorlig. På et tidspunkt, hvor medlemstallet er markant faldende, og hvor alle udviklingstendenser peger på, at især piger og kvinder søger væk fra de klassiske idrætsgrene baseret på konkurrence og turneringer og over mod de motionsbaserede aktiviteter, forekommer målsætningen uden forbindelse til virkeligheden.

 

Kommissionen er da heller ikke i stand til at fremkomme med forslag, der kan bidrage til at indfri målsætningen. Det nærmeste man kommer er et forslag om en ”værktøjskasse og certificering af de bedste pigeklubber” og ”Piger skal trænes med nye metoder af dygtige trænere – af begge køn”. Intet om nye aktivitetsformer (mindre baner, mindre mål, mindre hold, anderledes stævner og turneringer m.v.) eller om klubudvikling.

 

Den store idrætspolitiske vision og medlemstallene

Der er ingen tvivl om, at man åndede lettet op i idrætsorganisationernes hovedsæder i  Vingsted og Brøndby, da man fik talt medlemstallene sammen og kunne vise en lille vækst på 9.000 medlemmer i det samlede medlemstal svarende til 0,4%. Et fald i medlemstallet efter tre års arbejde med en vision, der skulle øge medlemstallet ville have været katastrofalt.

 

Men væksten er så lille, at den grænser til stagnation. Og målt i forhold til den samtidige befolkningstilvækst på 0,7% erder rent faktisk tale om en tilbagegang.

 

Man kan så trøste sig med, at en række af de såkaldte visionsidrætsgrene kan vise en pæn vækst – især fitness, cykling, badminton og floorball – og håndbold er tæt på at knække mange års tilbagegang. Men væksten kan ikke opveje en tilbagegang i mange andre idrætsaktiviteter, og især må det bekymre, at to af de store satsninger – fodbold og løb – har et markant fald. Og man kan også spørge sig selv, om ikke væksten i fitness ville have fundet sted under alle omstændigheder – vision eller ej.

 

Væksten i de ti visionsidrætter tilsammen er på godt 13.000. Der er et stykke vej til de 300.000, som er målsætningen inden 2025.

 

De to næstformænd Thomas Bach og Charlotte Bach Thomassen (og formænd for den overordnede styregruppe for visionen) forsikrede i en radioudsendelse på Den2Radio  i marts, at nu skulle medlemstallet gerne stige markant ellers ville man være nødt til at tage hele visionsarbejdet op til revision.

 

Men nu lyder der mere afdæmpede toner fra de to organisationer som en reaktion på medlemstallene. Man fastholder endnu en gang argumentet om, at det tager tid at løbe et så stort projekt i gang. Der kræves investering i mange organisatoriske og økonomiske ressourcer, før det kan vise resultater.

 

Argumentet har selvfølgelig en vis styrke. Det er et stort projekt, og det er omfattende at involvere så mange specialforbund og landsdelsforeninger. Det indebærer mange politiske forhandlinger, nedsættelse af mange styregrupper og projektgrupper, ansættelse af mange nye igangsættere, udarbejdelse af nyt kommunikationsmateriale etc.

 

Men hovedorganisationernes vision er ikke blevet grebet som den store åbenbaring af de mere end 11.000 medlemsforeninger. De står ikke ligefrem i kø for at udmønte de mange tilbud, visionsarbejdet har udviklet. Visionen er stadig et projekt, der i overvejende grad lever i nogle af DIF’s specialforbund, i DGI’s landsdelsforeninger samt i DIF og DGI.

 

Nu er man en tredjedel inde i visionsperioden, og på et eller andet tidspunkt må man spørge sig selv, om man har grebet projektet rigtigt an. Om det ikke er for omfattende organisatorisk apparat, man bygger op. Om ikke man kunne frisætte de kreative kræfter lokalt og nationalt mere enkelt og direkte.  

 

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.