Professionel boksning – fra guldalder til forfald

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Af Klaus Nielsen

 

 

Jørgen Hansen døde for et par uger siden. ’Gamle Hansen’ var en folkekær, langtidsholdbar bokser fra en æra, hvor boksning stadig var en stor sportsgren med mange aktive boksere og stor medieopmærksomhed .

Jørgen Hansen var stilmæssigt ikke nogen særlig interessant bokser. Stiv som et bræt i overkroppen og et ret begrænset slagrepertoire. En god lige venstre og ellers østeuropæisk uden finesser.  Kedeligt lige med undtagelse af en ting. Hans lange højrekryds kunne med en enkelt præcis træffer afgøre ellers ensformige og kedsommelige kampe.    

Psykologisk var han mere interessant. Han virkede ofte skræmt, bange og opgivende. Det er der givet vis mange boksere der er, men få af dem viser det så tydeligt. Han var også allerfarligst for sine modstandere, når han var allermest i knibe. Når han havde mest grund til at give op, afslørede Hansens et løvehjerte, der ellers var godt skjult.  Det viste han ikke mindst i EM-kampen mod frygtindgydende Dave Green, hvor den 36 årige dansker på afgrundens rand affyrede en formidabel byge af træffere, der fældede den overrumplede britiske verdensstjerne. Mere typisk var nederlaget til mexikaneren Pipino Cuevas to år senere i Astrodomen i Houston. Hansen virkede skræmt fra vid og sans og smed sig ned flere gange. Hans nederlag var officielt TKO i 1. omgang men burde nok være rubriceret som psykisk knock out. 

Jørgen Hansens popularitet voksede støt, jo længere karrieren varede.  Han var som årgangsvin, der bliver bedre med årene. Han var i midten af 30erne, da hans karriere ‘took off’, og ganske usædvanligt for en bokser i anden halvdel af 30erne vandt han bortset fra mismatchen mod Cuevas alle sine 24 sidste kampe, inden han sluttede karrieren få måneder før sin 40 års fødselsdag.

Populariteten hang også sammen med hans joviale folkelighed. Han var altid leveringsdygtig i kvikke bemærkninger. I omklædningsrummet efter en kamp flokkedes journalisterne om ham. Man kunne være sikker på, at der blev fyret brandere og slagfærdige bemærkninger af på samlebånd, når han sad på bænken og holdt hof, mens han rullede håndbind af.

Som det har været tilfældet for mange tidligere boksere, blev perioden efter boksekarrieren og især de senere år mere problematiske. Hans forslåede fysiognomi bar tydeligt præg af en lang boksekarriere. I en årrække inden dødsfaldet var han dement og meget reduceret i henseende til mobilitet og udtryksevne.  Det er mig bekendt ikke konstateret, at der var tale om CTE (en progressiv neurogenerativ sygdom hos folk der har fået et eller flere voldsomme slag i hovedet). En undertype er Dementia Pugilistica, eller punchdrunk syndromet, hos boksere, men fænomenet er også konstateret hos tidligere aktive i amerikansk fodbold, rugby, ishockey,  og blandt hovedstødende fodboldspillere.

Det er trist at opleve demens blandt tidligere sportsstjerner, og det er problematisk at drage konklusioner om individuelle tilfælde som Jørgen Hansen og hans samtidige Tom Bogs. Der kan  meget vel være andre eller medvirkende årsager, men der er desværre lidt for mange boksere med en lang karriere bag sig, der oplever intellektuel og førlighedsmæssig reduktion i en relativ tidlig alder, til at sammenhængen kan negligeres.

Jeg repræsenterede  i 1980’ernes begyndelse Kulturministeriet i et udvalg under Justritsministeriet, der på baggrund af et overblik over forskningen i boksningens medicinske skadevirkninger skulle vurdere de eksisterende sikkerhedsforanstaltninger i amatørboksning og komme med forslag til forbedringer. Konklusionen var, at der næppe kunne gøres mere for at sikre sig mod akutte hjerneskader, der i øvrigt var meget sjældne. Mere alvorlige er de langsigtede virkninger af mange slag i hovedet. Det akkumulerede antal hårde slag er proportionalt med antal døde hjerneceller, hvilket ikke på kort sigt er et problem, men i takt med naturlig aldersmæssig reduktion kan tabet af hjerneceller på grund af slag til hovedet blive kritisk. Tidligt indtruffen senilitet eller demens er den alvorligste risiko for boksere med længere karrierer.

 

Poul Isbak: Bokser

 

Justitsministeriet foreslog på baggrund heraf, at boksere med mere end hundrede kampe skulle forpligtes til at undergå en neurologisk undersøgelse, og at dette skulle gentages for 125 kampe, 150 kampe osv. Intet forbud men anledninger til tænkepauser med udgangspunkt i lægevidenskabelig evidens. Forslaget blev aldrig ført ud i praksis. Bokseklubberne så sig ikke i stand til at betale omkostningerne ved sådanne undersøgelser, og ministeriet undlod at insistere på, at det på papiret fornuftige forslag blev implementeret.

Der er blevet øget fokus på CTE de seneste år, men det er ikke på grund af boksning. Hjernerystelser og groggy spillere efter sammenstød er blevet mere almindelige i amerikansk fodbold og rugby i takt med aktørerne forøgede hurtighed og stigende kropsvægt, og medicinsk forskning har afdækket mange tilfælde af CTE.     

Når der ikke længere er nogen synderlig opmærksom på boksningen langsigtede skadevirkninger, er det givet vis, fordi sporten er blevet mere og mere ubetydelig i mediebilledet og i henseende til antal aktører og tilskuere. Da Jørgen Hansen boksede, var der stor opmærksomhed om selv mindre boksestævner og landskampe blandt amatørerne, og omtalen af professionelle boksestævner lagde beslag på en anseelig antal avissider både før og efter stævnedagen. Nu anses danske mesterskaber end ikke for tilstrækkeligt betydningsfuld til resultatoversigten, og kun helt store professionelle boksestævner får en smule omtale.

Der er for tiden mere end 40 professionelle danske boksere. Det er flere end  nogensinde tidligere.  Det store flertal af dem bokser for et beskedent antal tilskuere i små haller i provinsen. Forretningen holdes oppe af transmissionsgebyrer fra obskure TV kanaler. Medlemstallet i bokseklubber er ikke faldet, og boksetræning som motion er populært, men antal kampboksere er faldet betydeligt.

Organisatorisk er boksningen mere kompliceret end nogensinde. Amatørboksningen er fortsat organiseret i en enkelt verdensomspændende organisation (AIBA). To nyskabelser under AIBA har imidlertid opblødet grænserne til professionel boksning. Udover klassisk olympisk amatørboksning findes nu World Series of Boxing, hvor der bokses fem omgange, og AIBA Pro Boxing, hvor der bokses 10 omgange. I begge tilfælde bokses for betaling og med nøgen overkrop som hos de professionelle. Derudover blev  der i 2016 åbnet adgang for deltagelse af professionelle boksere i de olympiske kvalifikationsturneringer, og en håndfuld erfarne professionelle herunder en tidligere professionel verdensmester kvalificerede sig og deltog i OL.   

I professionel boksning er der en syndflod af formelt verdensomspændende organisationer. De mest anerkendte er WBA, WBC, IBF og i nogen grad også WBO, men der er mange andre, bl.a. WBF, IBO, IBU, IBC, WBU, WPBF, IBA, NBA, GBC, UBO, GBU, WBC, UBF og WBS. Alle sanktionerer kampe om verdensmesterskabet i hver enkelt vægtklasse. Der er 17 vægtklasser, og der findes således formelt mindst 306 verdensmesterskaber.  Dertil kommer, at der i nogle forbund findes supertitler i hver vægtklasse, og mange forbund har derudover interkontinentale og internationale titler samt ungdomsmestre og interim titler. Nogle forbund har endvidere kontinentale verdensmestre i tillæg til mestre i de kontinentale forbund. Forvirringen er total, og de fleste verdensmesterskaber er ikke meget værd. De signalerer formelt, at der er tale om verdens bedste, og er velegnet til at narre potentielle tilskuere og TV kanaler inklusive sponsorer, men de fleste mestertitler udtrykker i bedste fald snarere, at indehaveren er udlært inden for sit felt i stil med mesterlærens udlærte svende.    

Nogle titelkampe har præg af egentlige sportskonkurrencer, hvor udfaldet er uklart. Oftest er udfaldet dog givet på forhånd, da udfordrerne er valgt med henblik på at garantere, at  mesteren fastholder titlen. Det samme gælder stort set alle almindelige kampe, for der er fortsat professionelle boksestævner, hvor der ikke står et ‘verdensmesterskab’ på spil, selv om det efterhånden er blevet mere en undtagelse end reglen.  De fleste boksere er på kontrakt hos promotorer, der finder modstandere og arrangerer stævner. Det sker stort aldrig, at promotorens boksere taber. Promotorerne bygger deres bokseres resultatlister op med lutter sejre , indtil de kan matches i titelkampe. Et kig på de aktuelle danske professionelle bokseres resultatlister viser næsten alle udelukkende sejre eller måske et enkelt nederlag. Andre boksere rejser rundt og tjener penge på at tabe til de lokale favoritter. De har resultatlister med næsten udelukkende nederlag. Resultatet er næsten lig med professionel fri brydning, hvor resultatet er givet på forhånd, omend der i professionel boksning fastholdes en illusion om sportslig konkurrence.

Danmark fik fornylig en kvindelig professionel verdensmester i boksning. Dina Thorslund vandt over en 50 årig amerikaner. Det var genstand for nogen opmærksomhed i medierne. I den sammenhæng er det værd at nævne, at der er langt færre kvindelige end mandlige professionelle boksere, men næsten alle ovennævnte verdensomspændende forbund har kvindelige mestre i næsten lige så mange vægtklasser som hos mændene, og  derudover findes fire forbund (IWBF, WIBF, IFBA og WIBA) udelukkende for kvinder og med hver deres verdensmestre. Dina Thorslunds mesterskab var sanktioneret af et af de større forbund og hun gjorde det hun kunne og skulle. Mens amatørboksning for kvinder har nået et ganske imponerende niveau efter at være kommet på det olympiske program i 2012, er professionel kvindeboksning imidlertid voldsomt fragmentreret, og  verdensmesterskaber er meget billigt til salg.

Jørgen  Hansen var aktiv i dansk boksnings sidste guldalder. Kampboksningens tilbagegang siden da er markant, og professionel boksning har fjernet sig mere og mere fra at have en vis lighed med sport til iscenesat narrespil med et på forhånd givet udfald. For folk som holder af sporten er der dog opmuntringer at hente i den stigende tilslutning til motionsboksning samt i international amatørboksning, hvor cubanere, uzbekere og boksere fra Kazakhstan holder et meget højt niveau.

 

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.