Kulturpolitikkens blinde plet

 

Edward Hopper: The long leg

 

Finalen i 4x100m stafet ved de jyske mesterskaber for ungdom på Esbjerg Atletikstadion i 1968 står lysende klar i min erindring. Jeg løb sidste tur. Skiftet var helt perfekt, og jeg løb fuldstændig let, nærmest svævende hen over banen, mærkede ikke kroppen, ingen anstrengelse, åndedrættet helt ubesværet, ingen træthed – ben og overkrop fungerede i perfekt harmoni. Jeg havde en paradoksal fornemmelse af fuldstændig afslappethed – og aldrig har jeg løbet en 100m så hurtigt.

Jeg husker også en kapsejlads i Skanderborg (optimistjolle). Vinden var let – lige mit favoritvejr. Lige meget hvilke taktiske valg, jeg foretog, gjorde jeg det rigtige. Jeg fangede de rigtige vindspring, og jollen var trimmet perfekt. Hele tiden god fart, jeg kunne vende på toppen af modstanderne. Intet gik galt. Alt spillede, alt gik min vej.

Siden har jeg været tæt på at opleve noget lignende mange gange – på løbeturen, på landevejscyklen, ved en badmintonkamp med en god ven – men netop disse to hændelser står særligt stærkt i min erindring. Disse øjeblikke, hvor alt går op i en højere enhed, hvor man glemmer sig selv, glemmer tid og rum, hvor kroppen tager over, hvor man nærmest bevæger sig ud i en anden dimension. Det er de øjeblikke, der gør idrætten til et centralt ”sted” for indblik i egne ressourcer og i samspillet med andre.

De samme øjeblikke har jeg oplevet i musikken. Når bandet falder ind i den fælles fornemmelse og alt swinger. Når man ikke skal tænke på den næste akkord, eller på fingrenes placering på gribebrættet. Når publikum svinger med i den fælles rytme.

Jeg har aldrig været specielt god til fodbold, så derfor kan jeg ikke sige, at jeg har haft samme oplevelser i fodboldspillet. Men jeg kan se, når de opstår på banen. Når spillerne uden at tænke finder ind i de løbebaner, hvor tanken kobles fra, og ”fodboldintelligensen” tager over.

Hans Jørgen Nielsen skriver i Fodboldenglen netop om den dybe indsigt, der kan opstå i fodboldspillet. Han sondrer mellem tre typer af fodboldspillere: ”… dem, der ser de huller du selv og enhver anden klovn står og ser fra tribunen, så du bliver glad og bekræftet, når bolden så falder, som den skal. Så er der dem, der pludselig får dig til at se et hul, du selv og andre måske kunne have set med større vågenhed, de giver dig medrivende overraskelser. Men så er der dem, der selv laver hullet, hvor der ikke burde have været et hul, det er åbenbaringernes ophavsmænd, alle tekniske og kropslige færdigheder er forudsat, de virkelige kvaliteter ligger i den skabende tilegnelse og forvandling af hele situationer, et enkelt umuligt træk, en brat vending, en aflevering, der ikke burde være plads til, og pludselig er alt anderledes, fuldt af mulighed, ja den slags spillere behøver ikke engang have bolden for at lave deres åbenbaringer, de kan være spillets poeter uden at føre det store ord.” (s. 37 i udgaven fra 1979).

Det ligger mig fjernt at kalde disse øjeblikke for religiøse oplevelser. Men det er helt sikkert oplevelser af en karakter, det er vanskeligt at sætte ord på. I den akademiske litteratur taler man om flow, og der er opstået en hel skole, der studerer fænomenet. Under alle omstændigheder er det oplevelser, som bidrager til en dybere selvindsigt og en fornemmelse af, hvem man er, og hvad man kan.

Mange intellektuelle og kunstnere betragter idræt som noget åndsforladt. De taler ringeagtende om idræt og mennesker, der dyrker idræt. Kroppen betragtes som noget mindreværdigt, der ikke er så betydningsfuld som ånden eller intellektet. Særligt udtalt er det måske hos præsten (og den tidligere sportsjournalist) Sørine Gotfredsen, der direkte har tilkendegivet, at kroppen er det laveste hos mennesket.

I forlængelse af denne opfattelse anskues kulturpolitik som regel også som et felt, der reelt kun omfatter kunsten – og til nød museer og biblioteker. Idrættens krop er i virkeligheden ikke noget, der hører hjemme i kulturpolitikken og derfor heller ikke i Kulturministeriet. Akademiske analyser af dansk kulturpolitik overser også nærmest systematisk idrætten, og det samme gælder den kreds af journalister, iagttagere og kommentatorer, der har fokus på kulturpolitik.

Mere problematisk er det, at Kulturministeriet ofte glemmer idrætten eller betragter den som et appendiks, når mere principielle kulturpolitiske principper formuleres eller fremstød iværksættes.

For blot at nævne et enkelt eksempel indgik idrætten ikke i den kulturkanon, som daværende kulturminister Brian Mikkelsen fik udarbejdet i 2005. Som direktør for Team Danmark på daværende tidspunkt fandt jeg det nødvendigt  at råde bod på den oplagte fejl og få udarbejdet en ”Eliteidrættens kanon”. Initiativet skabte ganske stor irritation i ministeriet, som insisterede på at blive medarrangør, hvilket Team Danmark selvfølgelig efterkom, og eliteidrættens kanon udkom som et appendiks til den ”rigtige” kulturkanon.

Udarbejdelsen af kanonen fik i øvrigt en snublende start. Jørgen Leth var – som en af de få i kunstverdenen, der bygger bro mellem kunst og sport – blevet udpeget som medlem af udvalget, der skulle udpege de 12 ”værker”. Men da udvalget skulle gå i gang med arbejdet udbrød den såkaldte skandale om ”kokkens datter”. To medlemmer af udvalget krævede Jørgen Leth ekskluderet – i modsat fald ville de selv forlade udvalget. Efter nogle meget hektiske dage med mange telefonsamtaler valgte Jørgen Leth selv at trække sig.

Der er ikke længere tradition for generelle kulturpolitiske redegørelser i Folketinget og dermed diskussionen om kulturpolitikkens mål og principper. Men det har siden 1970’erne været en formuleret målsætning for kulturpolitikken, at den skal ”…udvikle menneskers evner og anlæg, så de kan tage vare på sig selv og det fællesskab, de er en del af”. Det er en smuk formulering, som både giver mening og favner den bredde i kulturpolitikken, der har været dens store styrke siden det opgør med finkulturens monopol, som indledtes med kulturminister Kresten Helveg Petersens ’En kulturpolitisk redegørelse’ fra 1969. Og det er en formulering, som i høj grad giver mening i forhold til idræt.

Men hvis vi glemmer eller overser, at idrætten udgør et væsentligt bidrag til at skabe indsigt i os selv og i det fællesskab, vi er en del af – ja, så overser man idræt som et vigtigt aktiv i kulturpolitikken. Hvis man anskuer kroppen som noget mindreværdigt – ja, så reducerer man kulturpolitikkens muligheder. Det er ikke mindst gennem kroppen, vi både oplever og udforsker verden – det er den måde, vi som sansende væsner erkender verden på. Idræt og leg er derfor helt centrale områder for kulturpolitikken og for opfyldelsen af kulturpolitiske principper og målsætninger.

2 thoughts on “Kulturpolitikkens blinde plet

  1. God pointe.
    Et parti som Alternativet bryster sig jo også af at være et parti med fokus på den frivillige sektor og kulturlivet. Men til forskel fra kunsten fylder idrætten ikke nærmest ikke i deres politik. Og det på trods af de har haft minister post og nu kulturborgmester posten i dk største kommune. Det samme gælder mange tidligere udspil på sundhedsområdet, hvor idrætten først nu begynder at blive indtænkt taklet være DIF og DGI.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.