Fodboldspillere som forkælede slapsvanse

Facebooktwitterlinkedinmail

 

Nicolas de Staël: Fodboldspillere

 

 

Med jævne mellemrum støder jeg på en dobbeltvideo på Facebook, der sammenligner cykelryttere og fodboldspillere. To videoer kører parallelt. Den ene viser cykelryttere, der udsættes for alvorlige styrt. De rejser sig op med blodet løbende fra voldsomme hudafskrabninger og store åbne sår – og fortsætter. Den anden viser fodboldspillere, der skrigende falder dramatisk omkuld og triller rundt i græsset, selv om de overhovedet ikke er blevet ramt af en modstander.

 

Jeg kommer selv til at tænke på en episode for et par år siden, hvor en fodboldspiller i netop denne situation, kom til at trille uden for banen, og derfor kunne dommeren i princippet lade spillet fortsætte. Men så snart han opdagede, at han var kommet ud over sidelinjen, trillede han tilbage på banen, så spillet kunne stoppes.

 

Videoen illustrerer et af de stigende irritationsmomenter ved at se fodbold.

 

Fodboldspillerne falder skrigende omkuld, når de berøres af en modstander. De triller rundt med ansigtet forvredet i smerte. På det seneste er de tilmed begyndt at hamre den ene hånd i jorden, når trilleriet er fuldført så man skulle tro, at et korsbånd er revet over eller et ben er brækket. Yderst sjældent er det tilfældet. Som regel rejser de sig op efter få øjeblikke og er i stand til at spurte videre og tackle igennem.

 

Hvorfor skal fodboldspillere altid skabe sig ud over alle grænser? Hvorfor dette platte og primitive skuespilleri? For at påvirke dommeren, er det åbenlyse svar. Men fodbolddommere er vel ikke dummere end dommere i andre idrætsgrene. Man ser nemlig ikke samme overdrevne skaberi i andre idrætsgrene. Selv ikke i amerikansk fodbold – eller for den sags skyld ishockey – hvor der ellers bliver gået til vaflerne. Her bliver der givet og taget uden at kny. Det er ganske enkelt uklædeligt og barnagtigt, at fodboldspillerne demonstrativt fremturer med disse billige og ofte ganske pinlige tricks.

 

Et andet lige så stort irritationsmoment er det evindelige brokkeri. Det slår aldrig fejl. Stort set ved ethvert fløjt for frispark eller straffespark – ja selv ved hjørnespark og indkast – samles en stor gruppe spillere om dommeren for at protestere og gestikulere – og ofte ganske truende. Tror de virkelig, at de kan få dommeren til at ændre mening og omstøde hans kendelse? Næppe. Det er vist aldrig sket. Men hvorfor gør de det så? De forsøger formentlig at lægge et psykisk pres på dommeren, så han måske vil ”kompensere” ved en senere lejlighed. Men hvis en sådan primitiv form for pres er hensigten, er vi ude i noget usportsligt, noget der ikke er foreneligt med ideen om fair play. Også her er det et forhold, der er særegent for fodbold. I ingen andre idrætsgrene ser man samme grad af brokkeri. Det er forståeligt, at en spiller kan blive frustreret over en kendelse, han mener er forkert. Og der skal selvfølgelig være plads til at få afløb for frustrationen. Men i fodbold har det udviklet sig til en helt automatisk reaktion – ja, nærmest et ritual.

 

Men hvorfor har netop fodbold udviklet denne særlige kultur? Er det er fordi, der er så mange penge på spil? Måske, men det kan ikke være hele forklaringen. For i amerikansk fodbold er der endnu flere penge på spil, og dér er der hverken skuespil eller brokkeri. Og i tennis, som også er en pengestærk idrætsgren, er den enkelte spiller ofte endnu mere afhængig af point og sejre.

 

Kan brokkeriet og det pinlige filmeri så afskaffes? Selvfølgelig kan det det. FIFA skal blot vedtage, at det er utilstedeligt, og dommerne skal følgelig anlægge en hård linje. I tennis skal der ikke meget brokkeri til, før det giver en advarsel og fratagelse af point. I håndbold kan det medføre udvisning.

 

Det er mærkeligt, at en machokultur som fodbold accepterer denne primitive og skvattede opførsel, Rejs jer nu op og spil.

 

Netop i disse uger ser vi fodboldkampe med stor intensitet og stor skønhed i slutspillet om Champions League. Men de skæmmes helt unødigt af de mange afbrydelser på grund af skænderier med dommeren og af spillere, der skal behandles for fiktive skader.

 

Kunne spillet ikke få lov til at udfolde sig i sin medrivende skønhed i stedet for denne opvisning i primitive forsøg på at påvirke dommeren?

 

Det er som at få en spændingsfilm på TV afbrudt af reklamer fra EDC-mæglerne og Profiloptik.

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwitterlinkedinmail

1 thought on “Fodboldspillere som forkælede slapsvanse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.