Bevæg dig for livet i byens rum

af Claus Bøje

 

Banksy: No ball games

 

’Den vel nok største idrætspolitiske satsning i Danmark nogensinde’, kaldte Søren Riiskjær her på bloggen den 4. marts visionen ”Bevæg dig for livet”. Visionen, som har til formål at få flere danskere til at dyrke motion, ’startede på en bølge af begejstring i de to organisationer (DGI og Danmarks Idræts-Forbund), og begejstringen smittede af på politikere og fonde. Visionen blev indskrevet i regeringsgrundlaget, og både Nordea-fonden og TrygFonden har siden været mere end pænt rundhåndede med donationer.

 I de tre år, hvor visionen har været forsøgt udmøntet i praksis, har de to fonde og de to organisationer tilsammen brugt 120 mio. kr., og i de kommende tre år er der afsat næsten 200 mio. kr. til projektet. Hertil kommer, at DIF og DGI nu kan disponere over 45 mio. kr. årligt på finansloven fra den såkaldte spillehalspulje til formålet’.

Riiskjær forudså, at de mange penge ville være givet rigtig dårligt ud – mine ord – på nyansættelser og administration samt tiltrængte forsøg på samarbejdsforbedringer mellem de to organisationer. En mærkbar indflydelse på organisationernes evne til at tiltrække flere medlemmer ville de mere end 400 mio. kr. næppe få!

Med så dystre forudsigelser forbundet til så kolossale beløb kunne det være tiltrængt at vende op og ned på forestillingerne om, hvad der får mennesker inspireret eller overtalt til at dyrke motion og idræt. Vel at mærke den målgruppe, som visionen omfatter – dem, der ikke allerede er aktive. Formodentlig er det slet ikke mere organisering, der er brug for, men slet og ret muligheden for at komme til udfoldelse på ukompliceret vis i hverdagen i det lokale boligmiljø.

Måske skulle Tryg og Nordea overveje, om ikke et nyt syn på byplanlægningens betydning for befolkningens aktivitetsmønster kunne være vejen – og støtte initiativer, som udtænker og giver tilskud til etableringen af lokale aktivitetstilbud. Som Riiskjær nævner, var Idrætspolitisk Idéprogram, som blev administreret af Lokale og Anlægsfonden, et eksemplarisk eksempel på en sådan strategi for lokale satsninger, og programmet rådede kun over halvdelen af de midler, fondene tildeler de topstyrede organisationer. (Nævnes skal det, at programmet blev nedlagt, da Brian Mikkelsen tiltrådte som kulturminister i 2002, tilmed inden en forstående evaluering var gennemført, fordi det provokerede idrætsorganisationernes autonomi).

 

Byplanlægning

Byplanlægning består af initiativer til etablering af byers og bebyggelsers udformning og indhold. Planerne fastlægges ud fra fysiske muligheder og juridiske bestemmelser, historiske traditioner og humanistiske ideer, og de danner afsæt for offentlige indgreb. Realiseringen af planerne står arkitekter, ingeniører og entreprenører for – styret af bygherrernes håndfaste økonomiske kalkulationer.

Historisk set har byplanlægningen prioriteret mulighederne for kropslig aktivitet i det lokale miljø relativt lavt. Oftest henvises udfoldelsen til særlige områder, hvor idrætsfaciliteterne samles for at opfylde primært den organiserede idræts behov. I de bolignære omgivelser er det vanskeligt – ud over den obligatoriske legeplads og eventuelle græsplæne – at finde udfoldelsesmuligheder for mere uformel, spontan bevægelsesglæde. Og i planlægningen af nye boligområder og ved byfornyelser står hensynet til de kropslige udfoldelsesmuligheder svagt – ikke nødvendigvis i planlægningsfasen, men når de endelige økonomiske prioritereringer foretages.

En forståelse for de kropslige udfoldelsesmuligheders – og her først og fremmest legens – betydning for menneskers socialisering, identitetsdannelse og sundhed har ikke i afgørende grad præget den fysiske planlægning. Man satser ikke for alvor på disse muligheder for at skabe en levende by. Nutidig byplanlægning opererer ganske vist med så smukt et begreb som ’den menneskelige skala’. Det bygger i høj grad på menneskets visuelle, æstetiske oplevelse af byrummet. Men betegnelsen forekommer utilstrækkelig i forhold til en afklaring af kropsudfoldelsens vilkår i koblingen af byrum og bevægelse. Mens den menneskelige skala forholder sig til en mere almen, sanselig perception af byen, bør et begreb som ’den kropslige skala’, der forholder sig direkte til menneskers oplevelser som fysisk aktive væsener i byrummet, bringes på bane. Den kropslige skala er en indikator, der angiver graden af byrummets inspiration til kropslig udfoldelse. Den bør lyse klart på byplanlæggeres og arkitekters prioriteringsliste og beskyttes effektivt, når den kolliderer med bygherrernes insisteren på en anden og mere umiddelbar økonomisk profitabel udnyttelse af arealer og bebyggelse.

En række overvejelser bør understøtte introduktionen af denne kropslige skala:

 

Lokale muligheder

Der skal skabes adgang for mennesker til at dyrke fysisk aktivitet i umiddelbar nærhed af deres hjem. Den konsekvente centralisering af idrætsanlæggene udvalgte steder svækker kropsudfoldelsens kulturelle og sociale muligheder. Tilknytningen til det nære miljø kappes og placerer idrætsfaciliteterne som isolerede ghettoer – opnåelige først og fremmest for bilister og andre med styr på kalender og familieliv.

Et decentraliseret idrætsliv kræver nytænkning på planlægnings- og investeringsområdet. Dels må omkostningerne minimeres gennem enkle projektudformninger. Dels må idrætten generobre gader og veje, plæner og pladser, så der kan spilles småbold og dyrkes øvelser, løbes på rulleskøjter og skateboards, jogges og leges. Dels må en række indendørs idrætter som gymnastik, yoga, dans, bordtennis, vægttræning, judo, karate og andre kampidrætter føres tilbage til boligområderne, når fællesfaciliteter etableres i forbindelse med nybyggeri og renovering.

Skal mulighederne for kropsudfoldelse give en oplevelse af fællesskab, er forudsætningen, at aktiviteterne foregår i en lokal og gennemskuelig sammenhæng. Der skal fra gadeplan inviteres til kropsudfoldelse – mellem, indeni eller oven på husene.

Kodeordet er gangafstand. Enhver byplanlægger ved det: Skal man stimulere impulserne til uformel og spontan kontakt om lokale udfoldelser, må mulighederne findes i umiddelbar nærhed af folks bolig. I modsat fald bliver aktiviteterne præget af et krav til organisering. Overordnet strukturering bliver resultatet, og inspirationen til uformelle sammenrend i lokalsamfundet smuldrer.

Det er så indlysende, at børn bør have udfoldelsesmuligheder på betingelser, de selv styrer. Det gælder også voksne, selvom voksne har vænnet sig til, at kropsudfoldelsen kan ordnes som en afgrænset affære i en specialiseret sammenhæng i foreningen eller fitnesscentret. Voksne tør ikke drømme om et lokalsamfund, hvor man mødes mere eller mindre tilfældigt og leger sammen – familier, naboer, venner. Børn og unge gør det bare, hvis mulighederne er der. Og børn er gode igangsættere af de voksne, hvis oplægget til at lave noget sammen er der.

Tidens store byudvidelsesprojekter bør indarbejde den kropslige skala i byrummet. Mulighederne for at tænke i ny baner spænder vidt.

  • Fra idrættens generobring af gader og veje, plæner og pladser som del af det nære udendørsmiljø – til etablering af indendørs rum for mindre pladskrævende aktiviteter i bygningernes stueetager.
  • Fra reservering af småarealer til leg, spil, kropsøvelser o.l. – til friholdelse af husmure til de mange former for ’murbold’.
  • Fra opstilling af gymnastik- og træningsredskaber – til etablering af ramper for skateboards, rulleskøjter og cykler.
  • Fra kunststofbelægning af særligt hårdt benyttede, åbne fællesarealer – til træbelægning af småarealer til dans, sjipning og ’optræden’.
  • Fra opsætning af lys på motionsstier – til overdækninger af aktivitetsarealer, så udfoldelse året rundt bliver tillokkende.
  • Fra minibassiner til vandpjaskeri – til nedlægning af fryserør på torve, så et udendørs skøjtemiljø kan fungere fra november til marts.

Mirakler af liv opstår, hvis stillegader og pladser belægges med finkornet asfalt, så beboerne kan få glid i rulleskøjterne og tegne med kridt til lege og spil. Og mulighederne for etablering af indendørs rum findes i forbindelse med nybyggeri og i forbindelse med eksisterende, butiksdøde facaders efterlysning nyt liv på gadeplan.

 

Åbenhed og fleksibilitet

Krav om åbenhed og fleksibilitet i tilgangen til de kropslige udfoldelsesmuligheder er en umiddelbar konsekvens af forandringerne i befolkningens motionsvaner. Når så mange fravælger foreningernes tilbud og i stedet dyrker selvorganiserede aktiviteter, er det næppe alene af lyst. Foreningernes tilbud opfattes formentlig til en vis grad som tiltrækkende – ikke mindst fordi det i stor udstrækning er foreningerne, der har monopol på adgangen til de lokale idrætsanlæg – men organisationsmåden opfattes som utidssvarende. Der lægges vægt på bestemte tider, bestemte hold, bestemte instruktører og bestemte færdigheder.

Mange af de nye idrætsaktive ønsker en fleksibilitet i deres udfoldelsesmønster, som matcher deres kalender. Mange ønsker en åbenhed, som giver mulighed for at dyrke idræt med familie, naboer eller forskellige grupperinger af venner. Mange ønsker selv at tilrettelægge indholdet af aktiviteterne. Mange midaldrende og ældre føler, de har for begrænset en kunnen til at melde sig på hold i en idrætsforening. Og mange føler et kropsværd, som blokerer for deltagelse i mere formelle sammenhænge.

I opfordringen til åbenhed og fleksibilitet ligger ikke et krav om total forandring af idrætslivets traditionelle organisering. Foreningernes mulighed for eksklusivitet i deres tilrettelæggelse rummer mange kvaliteter for medlemmerne. Pointen er blot at skabe den balance mellem de organiserede og de åbne, fleksible tilbud, som afspejler befolkningens behov.

Konsekvenserne for byplanlægningen og de konkrete initiativer bliver

  • at infrastrukturen tilstræber en åben, ’levende’ og fleksibel tæthed. Afstand kan betyde tomhed og utryghed og mindske lysten til at indtage det offentlige rum. En levende by har sammenhængende, afvekslende bygningsforløb, åbne facader i stueetagerne, varierede byrum, brudte og forskudte murflader, god ’lyssætning’ og mange funktionsmuligheder
  • at bolignære faciliteter anlægges som synlige, tilgængelige og indbydende. Alt for mange anlæg gemmes bort bag mure, plankeværker og hække
  • at anvendelsesmulighederne gøres mangfoldige, dvs. imødekommer forskellige interesser og forudsætninger. Mange faciliteter specialudformes til en bestemt aktivitet, som udelukker andre
  • at restarealer, nicher og lommer aktiveres gennem et indbydende arkitektonisk design
  • at muligheder for forandring af visse arealers brug gennem tiden medtænkes og indbygges i arealernes udformning
  • at faciliteterne udformes, så lokalmiljøet får lyst til at deltage i den praktiske forvaltning. Medansvar giver – bortset fra en reduktion af driftsomkostningerne – en tilskyndelse til praktisk samarbejde og medleven ud over selve aktiviteten
  • at større anlæg indrettes, så vekselvirkningen mellem organiseret og mere spontan, selvorganiseret aktivitet bliver en reel mulighed.

Der må med andre ord ske en opblødning af de fysiske strukturer, som gør tillgangen til aktiviteterne mere åben, mulighederne mere fleksible og sammenhængen med det lokale byliv indbydende.

 

Tværgående muligheder

Større sammenhæng i det liv, man lever, kan byplanlægningen etablere ved at kombinere livsområder, som det moderne bysamfund har adskilt. Dagliglivet i byen er blevet opsplittet i bestræbelserne på at gøre menneskers handlinger og indbyrdes forhold rationelle og effektive. Man bor et sted, arbejder et andet, køber ind et tredje og dyrker fritidsinteresser et fjerde. Inden for fritidslivet er opsplitningen særdeles konsekvent. Her udgør idrætten sin egen sektor, og den står stærkt som hovedmodtager af de offentlige investeringer til kulturformål.

Forsøg på at koble idrættens faciliteter til anlæg for andre kulturelle institutioner har været forsøgt de senere år. Men koblingen er i princippet ikke ny. 1800-tallets forsamlingshuse lagde rum til en variation af åndelige og kropslige sysler, og da idrætshalbyggeriet tog fart i 1960’erne, var der ønsker om at gøre de nye haller til lokalsamfundenes kulturhuse ved at indrette dem til f.eks. teaterforevisning og koncerter. Med ringe succes ganske vist, fordi de rumlige normer for en håndboldhal modarbejder de sceniske og akustiske krav for andre kulturelle genrer. Lokale og Anlægsfondens koncept til nye idrætshuse – de såkaldte indre byfælleder – er moderne ’idrætshaller, som kombinerer adgangen til et lokalt idrætsliv med en palet af andre kulturelle udfoldelsesmuligheder.

Også koblingen af pædagogiske institutioner med idrætsanlæg rummer byplanmæssige fordele, hvis målet er skabe en ubesværet oplevelsesrigdom i børn og unges dagligliv. Kombinationsmulighederne er mange, og der arbejdes retfærdigvis ihærdigt på at udnytte disse muligheder i kommunerne.

 

Den kropslige skala

Udfordringen for byplanlæggerne er at skabe attraktive mødesteder af høj intensitet og variationsrigdom i det offentlige rum. Og kravet til politikerne er, at de fastholder ideerne, når bygherrernes økonomiske kalkuler forsøger at vælte læsset.

Livet mellem husene hviler stadig i for høj grad på rekreative, dvælende sysler. Byplanlæggerne har ganske vist i stigende grad hjertet med, når de dyrker ’den menneskelige skala’ i byernes udvikling, men de mangler reel gennemslagskraft, når det gælder bud på dette hjertes motionering i det helt lokale miljø. ’Motioneringen’ fylder for meget, når den økonomiske kamp om arealanvendelsen går ind i den afgørende fase.

Fondene bør træde til og kaste deres rundhåndede donationer efter forsøg på udvikling af en lokal infrastruktur, der tilgodeser den kropslige skala.

5 thoughts on “Bevæg dig for livet i byens rum

  1. Et meget langt indlæg. Men med en vigtig pointe.
    BDFL overser nærmest faciliteter som udfordring og middel. Megatrenden hedder urbanisering – her kommer Danmark til at leve. Og foreningsliv og holdsport kræver plads. Det indtænkes desværre ikke i de nye byrum.
    Det kan og bør egentlig klares i regi af planloven. Men der har DIF og DGI sovet i timen. Nu bliver det de kommercielle fitness tilbud og gadeidrætten, der skal sikre langt størstedelen af danskerne bevægelse. Det er ok, men også ærgerligt, når vi ved den klassiske forening og holdsport levere større tilfredshed for pengene og fastholdelse.

    1. Kære M Jensen

      Det er ganske enkelt ikke korrekt. Måske du burde kigge lidt på de visionsaftaler der indgået med kommunerne i regi af BDFL. Idrættens fysiske rammer og kravet om facilitetsstrategier er meget centralt i aftalerne. Og DIF har faktisk i mange år arbejdet for at få idræt ind i Planloven.

      1. Det er jeg glad for at høre, og positivt at DIF har ansat en facilitetskonsulent i forlængelse af det politiskeprogram. Men jeg har savnet det i de vision/strat oplæg jeg har set på div konference og nyheder på dif/dgi. Eks. nævnes det næsten ikke i evauleringsrapporten fra december på bdfl.dk – selvom det fyldte i 20-25-50 visionsgruppens arbejde. Spændt på om jeres aftaler med Gentofte og Frederiksberg giver bedre facilitetsdækning. Godt at høre, der arbejdes på planloven Jeg glæder mig til at se aftrykket næste gang, der skal skrives i det. Håber der kommer et offentligt pres fra idrætten. Synes det svenskeforbund har været gode til at køre off kampagne. I alle fald må målet vel være, at DIF/DGI har sikret, at der ligge en passe konkrete byggeplaner ved udgangen af visionen 20-25-50, der som minimum sikrer match af befolkningsvækst i kbh og århus, så vi undgår nordhavn og ørestaden situationer hvor det trad. foreningsliv ikke har de fornødne rammer.

  2. Tak for et godt og yderst relevant blog-indlæg.

    Før i tiden var man af den opfattelse, at det var aktiviteterne og interessen for disse, der skabte behovet for idrætsfaciliteterne . I dag er man i stigende grad optaget af, at det måske snarere er rammerne, faciliteterne og det nære miljø, som skaber aktiviteter og deltagelse deri. Men før man kan stille faciliteter og anlæg til rådighed til idræts- og motionsaktiviteter må man have en plan?
    I det idrætshistoriske værk ’Den danske Idræts Bog’ fra 1935 skrev inspektør Moritz Rasmussen et kapitel om ‘Danmarks Idrætspladser’. Han glædede sig over, at idrættens behov for faciliteter mødte stigende forståelse i kommunernes byråd, men advarede samtidig mod en fejl, som man hyppigt så gentaget ved anlæggelsen af de idrætspladser, der skød op rundt omkring i landet. Nemlig manglende planlægning i forhold til den fornødne arealanvendelse :

    “Selv om man har til Hensigt at indrette et komplet og moderne Idrætsanlæg, er det jo ikke nødvendigt at udføre det hele paa én Gang, men Nødvendigheden af straks at have en klar Plan for det endelige Anlæg at gaa frem efter kan ikke fremhæves stærkt nok, thi Mangel paa Plan i Arbejdet vil oftest give et mindre hensigtsmæssigt og for dyrt Resultat. En af de hyppigste Fejl er, at der beregnes for lille Areal, og naar man senere bliver klar over Fejlen, er den tilstødende Jord maaske solgt til Byggegrunde eller paa anden Maade blevet dyr eller – umulig – at erhverve.”

    Med tanke på, at udbygningen af idrætsfaciliteter og -anlæg historisk har været præget af en vis grad af tilfældighed, og med en ujævn geografisk fordeling af visse facilitetstyper til følge , er Moritz Rasmussens formaninger stadig aktuelle. Behovet for at fremtidssikre arealer til idrætsfaciliteter er dog blot ét aspekt i idrætsplanlægningen. Andre vigtige aspekter i planlægningen af idrætsfaciliteter er f.eks. hvordan den samlede facilitetsmasse matcher mønstrene i befolkningens idræts- og motionsdeltagelse og hvorledes de forskellige brugergrupper skal prioriteres i fordelingen af faciliteter og anlæg. Alt sammen i ønsket om at fremme befolkningens samlede idrætsdeltagelse.

    Et aktuelt eksempel på dette er den kommende udvidelse af København i Nordhavn. Her bliver anlagt en by med befolkningsmæssig størrelse som en stor Sjællandsk provinsby – men med en brøkdel af de idrætsfaciliteter, som findes i provinsbyen. Og der er i forvejen mangel på faciliteter og idrætsanlæg i Hovedstaden…

  3. Vær opmærksom på at facilitetsdækningen er meget ujævn fordelt i DK. I nogle områder vil flere idrætsfaciliteter uden tvivl kunne fremme idrætsdeltagelsen (fx svømmehaller i KBH). Men de fleste steder er idrætsfaciliteter ikke en begrænsende faktor. Og det er naivt at tro, at idrætsfaciliteter i sig selv kan motivere inaktive danskere til at blive idrætsaktive. Uanset hvor moderne, nytænkende og indbydende faciliteterne er så er det altså trænere, ledere og ildsjæle, der skaber idrætsmiljøer, aktiviteter, træning og venskaber. Se debatten om emnet på FM17: https://youtu.be/k8zlcZqjzzs

    Men jeg er enig i at idræt skal meget højere på dagsordenen i byplanlægningen. Det samme gælder i øvrigt for natur- og landskabsforvaltning.

    DIF har i øvrigt i mange år arbejdet for at få idræt ind i planloven, og vi hjælper også kommunerne i gang med facilitetsstrategier. Det skal også nævnes her at det ikke er korrekt, at byplanlægning og fysiske rammer ikke er en del af BDFL indsatsen. Idrættens fysiske rammer og byplanlægning er faktisk en væsentlig del af BDFL indsatsen i kommunerne. Se visionsaftalerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.