Jeff Koons: Two Ball Total Equilibrium Tank (Spalding Dr. J Silver Series)
Det er mere end fire år siden, de to store idrætsorganisationer DIF og DGI lancerede den vel nok største idrætspolitiske satsning i Danmark nogensinde ”Bevæg dig for livet” – oprindeligt kaldet ”Vision 25-50-75”. Visionen startede på en bølge af begejstring i de to organisationer, og begejstringen smittede af på politikere og fonde. Visionen blev indskrevet i regeringsgrundlaget, og både Nordea-fonden og TrygFonden har siden været mere end pænt rundhåndede med donationer.
I de tre år, hvor visionen har været forsøgt udmøntet i praksis, har de to fonde og de to organisationer sammen brugt 120 mio. kr. og i de kommende tre år er der afsat næsten 200 mio. kr. til projektet. Hertil kommer ydermere, at DIF og DGI nu kan disponere over 45 mio. kr. årligt på finansloven fra den såkaldte spillehalspulje til visionen.
Statsministeren har personligt involveret sig ved at afholde et såkaldt Marienborgmøde med det formål at samle relevante ministre og organisationer om visionen. Mødet skal angiveligt følges op af en hel række Marienborgmøder for at fastholde den fælles forpligtelse og løbende gøre status over udviklingen.
På alle måder er ”Bevæg dig for livet” således et højt profileret projekt – politisk, økonomisk, organisatorisk og prestigemæssigt.
En netop færdiggjort evaluering viser imidlertid, at det går trægt med at indfri målsætningerne om flere aktive og flere medlemmer i idrætsforeningerne. Det går faktisk slet ikke. Medlemstallet har været stagnerende, og det samme har befolkningens idrætsdeltagelse.
Evalueringen peger på, at den største gevinst indtil videre er, at projektet har fået de to organisationer til at samarbejde(!).
Et fattigt resultat af de mange anstrengelser og de mange penge kan man hævde, og det må være skuffende og måske også lidt alarmerende, at det går så trægt.
Samarbejdet har udviklet et stort og til tider ganske besværligt organisationsapparat. På alle områder, hvor der samarbejdes, skal der indgås komplicerede samarbejdsaftaler, og ofte har det krævet svære forhandlinger. Der skal etableres en organisation med politisk og administrativ ledelse. Der skal ansættes medarbejdere til at udmønte samarbejdsprojekterne. Og al kommunikation er underlagt fastlagte skabeloner.
Man skal heller ikke grave dybt i evalueringen for at forstå, at samarbejdet har været tungt og besværligt, og måske derfor udlægges det som en stor gevinst, at det overhovedet er lykkedes at skabe et samarbejde.
Evalueringen siger også ret klart, at der er en tydelig skævhed i samarbejdet. Forankringen af projektet er stærkest i DGI, som det nok så skånsomt formuleres. Man kan så omvendt konkludere, at engagementet hos DIF og DIF’s specialforbund ikke stikker så dybt.
Hvor visionen involverer hele DGI, involverer den kun udvalgte specialforbund i DIF. Og hvor visionen rammer ind i kernen af DGI’s værdier og målsætninger, strejfer den kun periferien af de fleste specialforbunds selvopfattelse. Det indebærer, at DGI lægger langt flere ressourcer i projektet end DIF – såvel økonomisk som mandskabsmæssigt (fordelingsnøglen er 75/25). Og det betyder, at hvor det er en hovedopgave for DGI at løfte visionen, betragtes det som en sideopgave i DIF og de udvalgte specialforbund. Derfor ser man også, at DIF og nogle af de store specialforbund gang på gang – uden om det fælles samarbejde – iværksætter nye selvstændige initiativer, der lige så godt kunne være en del af den fælles vision. Der kan være tale om initiativer rettet mod udsatte boligområder, samarbejde med kommuner, samarbejde med skoler, facilitetsudvikling etc. Initiativerne bruges åbenlyst til at profilere DIF og specialforbundene i den politiske kommunikation, mens DGI er ganske passiv i sin kommunikation og ikke synes interesseret i at høste nogen politisk credit for indsatsen.
Skævheden i samarbejdet må selvfølgelig give anledning til en række mere grundlæggende overvejelser – ikke mindst i DGI!
I kølvandet på den mislykkede fusion i 2008 opstod en åbenlys rivalisering mellem de to organisationer. Men samarbejdet om visionen har igen skabt fred og fordragelighed. I det lys kan samarbejdet tolkes som et smart taktisk træk fra DIF’s side. DGI må bruge stort set alle kræfter på at løfte visionen, mens DIF både kan høste æren af indsatsen og frigøre kræfterne til at profilere sig på elite- og talentarbejde.
Er visionen således et forsøg på at omfavne eller nærmest kvæle DGI?
DIF’s direktør Morten Mølholm Hansen har faktisk selv peget på den risiko, DGI løber. I et interview i DGI’s jubilæumsskrift[i] advarer han mod, at DGI mister sin egen identitet, netop fordi man lægger alle æg i arbejdet med visionen, som han udtrykker det, mens DIF har et bredere sigte.
Til efteråret skal DGI vælge ny formand, og på årsmødet i november 2017 bekendtgjorde nuværende medlem af hovedbestyrelsen Mogens Kirkeby sit kandidatur med en ret bombastisk udmelding om det uholdbare i skævheden. Siden har også den netop nyvalgte næstformand Charlotte Bach Thomassen meldt sig som formandskandidat, og spørgsmålet om balancen mellem DIF og DGI i det fælles samarbejde kan blive et centralt valgkamptema.
I 1998 blev 1990’ernes store fejde om tips- og lottomidlerne mellem idrættens organisationer og skiftende kulturministre afsluttet med oprettelsen af det såkaldte Idrætspolitiske Ideprogram med en årlig bevilling på 20 mio. kr. Programmet havde bl.a. til formål at støtte initiativer, der kunne aktivere befolkningen i idrætten på nye måder. Programmet er for længst blevet nedlagt. ”Bevæg dig for livet” råder over langt flere ressourcer – rundt regnet 80 mio. kr. om året de kommende tre år – men har indtil videre svært ved at vise andre resultater end et omfattende organisatorisk samarbejde mellem to store organisationer.
Det rejser mindst to spørgsmål.
For det første, hvorfor skal organisationerne bruge så mange ressourcer på at skabe et godt samarbejde? Burde det ikke være enkelt og ligetil? Burde det ikke kunne lade sig gøre for de midler, organisationerne i forvejen modtager fra staten?
For det andet, hvorfor iværksætter Kulturministeriet ikke selv i samarbejde med fondene en aktiv idrætspolitik? På de fleste områder i Kulturministeriets ressort fører man en aktiv kulturpolitik. Men bortset fra kampen mod doping gælder det ikke idrætten. Hvis organisationerne har svært ved at gå nye veje i forsøget på at aktivere flere danskere, og hvis organisationerne skal bruge hundrede af millioner af kroner på samarbejdsforbedringer, var det vel oplagt at forfølge visionen om at få danskerne til at bevæge sig på anden vis eller i det mindste supplere deres indsats.
[i] Jørn Hansen (red): Folkelig sundhed og foreningsservice? – Et debatskrift om DGI gennem 25 år. DGI, 2017
2 thoughts on “Dyrt samarbejde om idrætspolitisk vision”