Olympisk højmesse

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Af Claus Bøje

 

Firedensreich Hundertwasser: Olympische Spiele München 1972

 

Så er der atter indkaldt til højmesse – verdensomspændende olympisk højmesse. Åbningsceremonien ved de olympiske vinterlege i Pyeongchang i Syd Korea kan tage sin begyndelse. Hundrede millioner af Tv-seere er på plads.

            “Det første vigtige træk ved både den gamle og den nye olympiske bevægelse er, at det drejer sig om en religion”, sagde de moderne olympiske leges grundlægger, baron Pierre de Coubertin, da han i en radiotale i Berlin 1935 opsummerede olympismens filosofiske grundlag. Som antikkens sport er moderne sport en kult, en lidenskabelig himmelstræben. Som antikkens atlet ærede guderne, skal den moderne sportsmand ære sit fædreland, sin oprindelse, sit flag. Coubertin mente at ”have handlet rigtigt ved lige fra begyndelsen at knytte en religiøs følelse til den genskabte olympiske bevægelse”.

           

Baronen er så sandelig blevet taget på ordet, hvad angår det ceremonielle. Åbningsceremonien bygger på en række rituelle besværgelser hentet fra religionernes raritetslager:

– Etableringen af et ophøjet alter til den hellige flamme, symbolet på renselse og beskyttelse, antændt af kirketjeneren klædt i kyskhedens hvide farve.

– Den manende aflæggelse af den olympiske ed (mened!) af en særlig udvalgt deltager med løftet højre hånd.

– Tæmningen af de verdslige kræfter, når ypperstepræsten (Den Internationale Komités formand) giver værtslandets politiske overhoved tegn til at læse den påbudte, knappe åbningserklæring – uden mulighed for supplerende politisk profilering.

– Den sakrale olympiske hymne, som følger hejsningen af det olympiske flag, og hvis sidste vers beskriver templet, ”hvortil alle folkeslag iler for at knæle for dig, du evige, antikke ånd”

– Flaget – det hvide olympiske flag med dets fem sammenflettede ringe som symbol på international forståelse og broderskab. Ringene samler menigheden i de fem beboede kontinenter, og farverne rød, blå, grøn, gul og sort er valgt, så enhver nation har mindst en af farverne i sit flag.

– Offerdyrene (de hvide duer), som sendes mod himlen som budbringere af fred.

– Indmarchen af de nationale menigheder med præsentation af flag og dragter.

– Trompetfanfarer, kanonskud og taktfastmusik.

– Og svævende over alt dette: Det ædle, selvvalgte præsteskab af IOC-medlemmer.

           

Hvad angår det religiøse indhold, er der ikke meget tilbage. Coubertins forestillinger om opdragelse og forædling af alverdens ungdom finder ikke megen støtte i den olympiske sports praksis. Men Coubertins anden hovedforestilling – at sporten skulle kontrollere massernes energi ved at skabe “et fælles samlingspunkt for udfoldelse og fornøjelse for alle, hvor man kan samles omkring en enkel, klar og håndgribelig idé; ikke kun for alle aldersklasser og alle erhverv, men for alle meninger og alle holdninger”, synes at stå så stærkt som nogensinde.

Sportens samfundsmæssige placering er i virkeligheden helt enestående. Dens gennemslagskraft som forløser af det moderne menneskes følelsesliv gør den til et centralt billede på tilværelsen mening og orden.

           

Åbningsceremonien skal stemme sindet. Sportens kult skal have en indpakning, som demonstrerer den strukturelle kontrol med en bevægelse uden anden spirituel retning og formulering end markedets. IOC ejer rettighederne til en bevidsthedsindustri af formidable dimensioner, og IOC administrerer Coubertins formel til iscenesættelse af sportens kult.

       Men de olympiske lege er en kult uden mytologi. Ét er, at man ikke længere bekender sig til Coubertins religiøse idé, noget andet, at man undlader at erstatte den med nye forestillinger om, hvad denne dyrkelse af sportens værdigrundlag medfører. Den pointe er særdeles afgørende, for ”når alt kommer til alt, består mennesket ikke kun af to dele: krop og sjæl. Mennesket består af tre dele: krop, sjæl og karakter. Karakteren dannes ikke alene af ånden; den dannes især af kroppen”, som Coubertin mente. Kroppens olympiske kult uden forsøg på sproglig formulering er farlig. Karakterdannelsen, som Coubertin talte om, sker under alle omstændigheder, men retningen fortoner sig i det dunkle. Eller rettere: Erstattes af hæslige billeder på det moderne menneskes bjergsomhed.

 

IOC’s medlemmer har været angrebet for magtmisbrug, korruption, svindel, bestikkelse, sexchikane og meget andet. Især den engelske journalist og forfatter Andrew Jennings har ført et sandt felttog mod IOC’s medlemmer. Han går så hårdt til den, at han tilsyneladende mister gennemslagskraft. I hvert fald giver hans anklager ikke anledning til noget opgør af betydning mod den rådende orden i IOC.

            Ganske lidenskabsløst kan man – som supplement – forsøge sig med følgende karakteristik af den olympiske bevægelse:

            – Den er autoritær. Den bygger på uindskrænkede magtbeføjelser hos IOC, og magten udstilles i detaljerede bestemmelser af alle forhold – med påbud om minutiøs efterlevelse.

            – Den eksponerer drivkraften i en nationalistisk selvhævdelse. Nationalstatens manifestation gøres til et mål i sig selv og dyrkes uhæmmet i den enkelte begivenhed såvel som i de overordnede kalkulationer.

            – Den er antiparlamentarisk. Alle magtbeføjelser findes hos en selvsupplerende komité, som kun er ansvarlig over for sig selv. Kun industrifyrster og mediemoguler kan påvirke beslutningerne – som repræsentanter for markedets muligheder.

            – Den er antisocialistisk. Det demonstreres af den konsekvente rekruttering af IOC-medlemmer fra aristokrati og magtelite og af den feudale institutionering af hele bevægelsen, som dette medfører. Den er gennemvædet af hierarkisk privilegieopbygning.

           

Næppe nogen vil modsige denne karakteristik af IOC, selv om konklusionen kan give problemer med fordøjelsen. For autoritære, nationalistiske, antiparlamentariske og antisocialistiske idealer er pudsigt nok – ifølge Gyldendals to-binds leksikon – det, der karakteriserer en fascistisk bevægelse.

            Den lader vi stå et øjeblik – som inspiration til overvejelser over, hvordan aftenens pompøse højmesse smitter af på den sport, IOC iscenesætter.

            For OL er jo så fascinerende, at man helt forsvarsløst giver sig hen.

 

 

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.