Dansk Idrætspolitik

af Claus Bøje

 

Jennifer Walton: Skater

 

DET ER I STARTEN af januar, jeg begynder at lægge mærke til udviklingen. Først nu er der grund til at investere sine forhåbninger – det siger al erfaring.

            Jeg ser mig omkring med en særlig årvågenhed. Lægger mærke til de mindste tegn på forandring. Er vinden gået i øst? Er luften tør? Er lyset klart med det der lidt pastelagtige, blålige skær? Er jorden hård eller er græsset stadig blødt under morgenens rimfrost? Hvordan ser ruderne ud ved den første opvågnen om morgenen? Hvad er det for trækfugle, der sidder på foderbrættet?

            Det er nu, jeg åbner for TV-avisens sidste minutter hver aften for at studere vejrkort og femdages prognoser.

 

Det er forventningens tid – de her dage, de her uger.

            Hvornår kommer den? Tør jeg tage den alvorligt, når den viser sig?

            Natlige strejftog er ikke nok. Det er i orden, at den melder sig og giver nedkøling, men reelle forhåbnin­ger kan den ikke vække. Først når temperaturen hele døgnet når ned under fryse­punktet. Og først når den visse nætter når ned under 8-10 minusgrader.

 

Så er det, at jeg forandres. Føler mig glad og skarp i sindet. Lægger mine daglige vaner lidt om. Sørger for at komme ned forbi søen. Ikke bare nogen tilfældig sø, for jeg har klassificeret de lokale søer – opdelt dem efter tilfrysningsevne, så at sige.

            Jeg lægger mine ture forbi den sø, mine første forvent­ninger knytter sig til, og iagttager den sådan lidt tilfældigt konstateren­de de første dage; men så, hvis frosten holder sig i tre, fire, ja i fem døgn, går jeg helt hen til kanten. Træder lidt på den og lytter. Kan den bære?

            Denne ventetid er næsten uudholdelig. Det kan ikke gå hurtigt nok, selv om jeg præcis ved, hvor lang tid det tager. Så og så megen frost – ikke mindst nattefrostens hårdhed – giver så og så mange dage. Men denne første fase er helt afgørende. For begynder det at sne, mens isen endnu er tynd, kan en hel sæson ændre karakter – bringes i fare. Sneen trykker den tynde is ned, og op stiger vand og blander sig med sneen. Den skønneste hårde is bliver til ujævn makron, når frosten fryser grøden af sne og vand til. Hvis det sker, venter mange timers hårdt arbejde forude med forsøg på overrisling.

 

NÅR TIDSPUNKTET KOMMER, hvor den kan bære, indtræder den lykkeligste periode på året. Jeg bliver fuldstændig asocial. Tænker kun på, hvordan jeg kan komme af sted. Fingerer møder ude i byen, så jeg kan forlade min arbejdsplads og nå hjem så tidligt, at der endnu er nogle timers lys tilbage.

            Selv i min høje alder er jeg fuldstændig som besat, når den første dag kommer.

            Dagene forinden har mine observationer, målinger, lette tryk på isen fortalt mig, at netop nu kan jeg gøre forsøget, hvis ikke vejret har forandret sig over natten. Med mine skøjter hængt om halsen i snørebåndene er jeg på vej gennem skoven – for den sø, det drejer sig om i første omgang, ligger væk fra alfarvej, politiet og dumdristige, der kunne tænkes at følge mit eksempel, og som jeg ikke kan tage ansvar for.

            Isen behøver ikke at være særlig tyk. Politiet siger 13 cm., men jeg ved, at jeg kan løbe, når den er 6. Jeg kender søerne – ved, hvor der er risiko i form af udløb og særlige strømforhold. Jeg tager ingen chancer, for jeg kender stederne.

 

Mine første bevægelser på isen består i at bekræfte, at mine antagelser holder. Jeg foretager cirkulære bevægelser fra udgangspunktet og indvinder stadig større områder under min sikkerhedszone.

            Den holder!

            Den er meget levende, den giver sig langs kanterne og svarer på mine afsæt med en let, tør knasen. Men den holder.

            Nu kommer så de lykkeligste dage i mit liv. Folk, der går tur i skoven, som har set denne ældre mand løbe med skøjterne om halsen eller i hænderne ned mod søen – en sø, de endnu ikke ville drømme om at vove sig ud på – må tænke, hvad de vil. Jeg føler mig fri – fuldstændig i pagt med naturen og parat til at forene mig med isen, frosten og lyset i bevægelser, som netop rummer letheden, rytmen, beherskelsen, friheden.

            Selvfølgelig kan jeg løbe på skøjter. Jeg har løbet på skøjter i hele mit liv, mange måneder om året – fra septem­ber/oktober til marts/april. Jeg har spillet ishockey. Men alle disse måneder på skøjtehallernes kunstfrossen is er i virkeligheden kun forspillet – opvarmningen til det, der venter nu:

            Alene søisens svar på afsættet – organisk fjedrende i modsætning til den kunstfrosne skøjtebanes hårde, bastante gulv. Søisens farve og struktur i modsætning til kunstisens grå/hvide/melerede ensartethed. Søisens elastiske modtagelighed for skøjteklingens skær i modsætning til kunstisens lidt afstumpede, kontante svar. Søisens beliggenhed midt i naturen i modsætning til kunstisens i en indelukket ’fabrikshal’. Og så naturligvis muligheden for at bevæge sig frit – i store og små baner – i modsætning til skøjtehallens 30×60 meter standardareal.

 

Det er klart, at jeg mange gange har tænkt på, hvad det er, der er så fantastisk ved at løbe på skøjter.

            Det er selvfølgelig fornemmelsen af kropslig frihed.

            Alle bevægelser på skøjterne er i virkeligheden en sublimering af de tilsvarende bevægelser på landjorden. Acceleration, opbremsnin­ger, vendinger, drejninger, hastighed – alt foregår på et niveau højt hævet over den skøjteløse krops muligheder. Løbet på skøjterne er glidende, kontinuert i modsætning til løb på landjorden, som er hoppende på tværs af løberetningen – en uafbrudt kamp med tyngdekraften. Bøjer man sig ned og læner sig frem på et par skøjter, begynder man at glide – fremad. Gør man det samme uden skøjter – falder man. Skøjteløb tager udgangspunkt i svingninger i hofterne, hvor almindelig bevægelse foregår med fastlåste hofter – med mindre man vrikker med røven, og det gør man jo netop ikke – i hvert fald ikke som mand. De rytmiske bevægelser i hofterne og letheden fra skøjter­nes berøring med isen giver et forløb af ubesværet gentagelse, giver bevægelsen en selvforstærkende kraft, og skøjte­stålets glatte møde med isen giver mulighed for en svimlende fart, man selv har skabt.

            Letheden forplanter sig til turen hjem, når skøjterne er spændt af. Hele underkroppen bevæger sig i et blødt og frit afsæt på vej tilbage gennem skoven. Man svæver ubesværet afsted.

 

SØEN I SKOVEN skiftes ud med ture til de andre søer i lokalområ­det efterhånden, som frosten har fået fat, og “Færdsel forbudt på isen” eller “Isen er usikker”-skiltene er fjernet.

            Så viser skøjteløbets kolossale tiltrækningskraft sig. For det er jo ikke kun mig, der er underlig. Det er ikke kun mig, der fornemmer udfordringen og friheden på skøjterne.

            Lørdage og søndage, hvor vejret er smukt og frosten moderat, er alle af hus. Søen, som før skilte lokalsamfundet ad, er nu pludselig et slags fælles torv fyldt af mennesker, som har fundet skøjterne frem og nu kaster sig rundt i herresving og damesving, vaklende løb og stilsikker beherskel­se, kædetagfat og kongeløber og – ikke mindst – ishockey og måske bandy. Uanset niveau er glæden ved skøjternes glid umiskendelig. At se sit lokalsamfund på søen en frostklar søndag eftermiddag er som at opleve det for første gang. Entusiasmen, grinet, imødekommenhe­den, spontaniteten, det fælles foretagende – ingen kan forstille sig på et par skøjter og det giver gemytlighed og kontakt.

 

Mit skøjteløb har givet mig en nær kontakt med næsten samtlige drenge i aldersgruppen 5-16 år dér, hvor jeg bor.

            Jeg har altid ment, at ishockey er det ædleste spil af alle, fordi det forener kunsten at stå på skøjter med glæden ved at spille bold.

            I hvert fald har ishockeyen et sikkert tag i de børn, der dag efter dag møder op på isen. Vi deler hold og spiller efter regler, vi kan enes om. Vi behøver ikke ankelbeskyttere, benskinner, pansrede bukser, skridtbeskytter, mavepanser, tandbeskytter, skulderbeskytter, albuebeskytter, specialkonstruerede handsker, hjelm og visir ned for ansigtet for at spille, så dampen står i hvide tåger fra vores varme kroppe i frostvejret. Vi tager hensyn til hinanden og respekterer det tekniske og beåndede spil. Og vi giver de første vaklende forsøg en chance for at udvikle sig.

            Men mange gange har jeg indvendigt forbandet forældre, der giver 12-årige drenge de ringest tænkelige, østeuropæisk fabrike­rede skøjter til en 5-6 pakker cigaretters pris – tre numre for store, så der er noget at vokse i. Drengene selv registrerer i deres entusiasme tilsyneladende slet ikke selv deres kolossale handicap.

 

AT STÅ PÅ SKØJTER kan i perioder være hårdere arbejde end en jord- og betonarbejders. Det kan være en konstant kamp mod naturens luner at holde en skøjtebane i en stand, så den er værd at løbe på.

            At der sner ind imellem, er sådan set i orden. Sneen kan fjernes, også selv om den falder i store mængder. Og sneen giver mulighed for at konstruere baner, som både er skægge at løbe på og smukke at betragte. Der er vintre, hvor jeg har fjernet hundreder, måske tusinder af tons sne for at holde banen fri. Det kan være ensomt arbejde, for de fleste venter med at dukke op, til isen er ryddet. Men det er utroligt tilfreds­stillende at få hver eneste fiber i kroppen banket igennem af tungt, konstruktivt og – ikke mindst – frivilligt kropsarbejde.

            Der er tider, hvor problemerne tilspidses, når det danske vintervejr slår om i tung, våd tøsne og chancen for, at tøvejret er forbigående og snart afløses af frost, er nærliggende. For så er det en kamp med tiden – i vand til skøjtesålerne og med en fornemmelse af, at arbejdet kan være spildt. Hvis tøvejret fortsætter.

            Der har været vintre, hvor jeg har været på isen hver dag i to måneder, og der har været vintre, hvor søerne slet ikke er frosset til. Der har været vintre, hvor det har frosset ned til 20 minusgrader, og hvor nætter med fuldmåne har lokket mig ned på søen, som har ligget i et lys som en uvirkelig sommerdag. At stå midt om natten og lytte til isen, når den arbejder og slår revner under den hårde frost, er en betagende oplevelse. Dybe hulk går gennem den store sø, som om den vånder sig under naturens nedfrysning.

                             

SELVFØLGELIG TILHØRER jeg et mindretal – det ved jeg godt. Jeg kan jo konstatere, at det er de færreste på min alder, der løber på skøjter – og ingen med den lidenskab.

            Troede jeg.

            Indtil jeg en vinterdag i en nordsjællandsk skov kom op over en bakkekam og så en snedækket sø åbenbare sig for mine øjne. Jeg stirrede på den – fuldstændig vantro, for jeg kunne ikke forstå, hvad det var, jeg så. – Kunne ikke få det til at passe med et syn, jeg kendte. Var der ikke en kolossal stor, nærmest elipseformet figur – et mærkeligt symbol – indtegnet på isen? En figur, som løbebanerne på et atletikstadion. Og var der ikke en fire, fem skøjteløbere, som løb rundt og rundt i store, mærkelige, bløde bevægelser?

            Jeg var stødt på en særlig kult af skøjteløbere, der løb på skøjter med meget lange klinger – hurtigløberskøjter – som man næsten aldrig ser på danske søer.

            Det syn blev indledningen til en virkelig berigelse i mit skøjteliv. Jeg supplerede mine ishockeyskøjter med et par hurtigløberskøjter og sluttede mig til denne sære kult af jævnaldrende, voksne mænd, som i timevis kunne fordybe sig i at løbe på skøjter rundt og rundt på banen – altid samme vej rundt. Lange seje, smidige bevægelser, dybt nede i knæene, ryggen bøjet fremover, hænderne på ryggen – dyrkende stilen, den tekniske fuldkommenhed i løbet.

            Mine ishockeyskøjter, som er rene vidundere af dynamisk tilpasning til fuldstændig bevægelighed på is, som ubesværet og kontrolleret absorberer de voldsomste opbremsninger, drejninger og vendinger, som er stabile under selv det voldsomste pres – blev nu suppleret af skøjter, som nærmest er forfinede i deres konstruktion, og som kun er bygget til én ting: maksimal hastighed. De lange, meget tynde klinger giver en minimal gnidningsmodstand mod isen, og den lette, tynde støvle giver en fuldstændig tilpasning til afviklingen af fodens bevægelser. Løb på hurtigløberskøjter er det nærmeste, mennesket kommer fornem­melsen af at flyve – ved egen hjælp: Gliddet ned over banen i store harmoniske bevægelser fra side til side, afsættet i rytmiske, fremfor alt friktionsløse berøringer af isen, suget fra centrifugalkraften i en næsten selvforstærkende acceleration i krydset gennem svingene og gentagelsen – gentagelsen i de smukke bevægelser, som langsomt ophæver behovet for bevidst kontrol med løbet og får kroppens varme og sanser til at smelte sammen med isen, skoven, luften og det klare vinterlys.

 

Det er nu, jeg glæder mig.

            De virkelig lykkelige år har været dem, hvor frosten er kommet tidligt, og søerne er lagt til allerede i begyndelsen af januar. Er der retfærdighed til, sker det i år – efter de sidste vintres totale svigten.

 

Offentliggjort som kronik i Politiken den 11. januar 2018