Kunsten i mesterskabet

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

af Claus Bøje

 

Henri Matisse: Svømmebassinet

 

Måske er en epidemi under opsejling.

Måske blot en beskeden protest.

 

Da Pernille Blume forleden vandt en bronzemedalje i 50-meter-fri ved kortbane-EM i København, valgte hun at give medaljen til en 12-årig pige fra Amager, som havde arbejdet frivilligt ved mesterskaberne hele ugen. Blume havde dagen før set briten Adam Peaty give sin guldmedalje til en tilskuer, og dagen efter gav svenskeren Sarah Sjöström sin guldmedalje væk.

 

Kommentatorerne svømmede rørte over i begejstring over udøvernes generøsitet, som af omfang var hidtil uset og overrumplende. Men måske skal generøsiteten i virkeligheden snarere fortolkes som et høfligt forsøg på at slippe af med et alt for tarveligt symbol på en ypperlig præstation.

 

Hvert år modtager i hundredvis af danske idrætsudøvere tilsvarende beviser på, at de har nået et af de store mål med deres idrætsliv: Det danske mesterskab. Under højtidelige, rituelle former og tilskueres, mediers og politikeres bevågenhed overrækkes symboler på denne enestående status. Ikke så sjældent endda af en fremstående politiker eller et medlem af kongehuset. En begivenhed for livet!

 

Men det, der overrækkes – medaljen, plaketten, pokalen eller statuetten – er ofte så ufattelig grimt og tarveligt, at det kun pinefuldt og vanskeligt lader sig opstille til skue på reolhylden eller hænge på væggen i et flerfarvet bånd. Når det alligevel sker, er det for at fastholde – og fremvise – mindet om en hårdt tilkæmpet, flot præstation. Realiseringen af en drøm.

 

Det er egentlig tankevækkende, at der ikke er skabt en tradition for at fortolke denne den fornemmeste nationale idrætspræstation på et kunstnerisk plan. At der ikke er taget skridt til at frembringe et minde, der i sin udformning kan fortjene en fremvisning. At der ikke i selve symbolet er skabt et lille, selvstændigt værk, som i dristighed og originalitet fortolker den enestående præstation, et dansk mesterskab er.

 

Kulturministeriet står for forvaltningen af kunstnerisk kvalitet og nytænkning. Ministeriet er tilmed idrættens ministerium. Dets politik dækker såvel den ’fine’ som den brede kultur – fra Kunstfonden til Team Danmark. Det er da en nærliggende tanke at profilere denne politik ved en klar og iøjnefaldende handling, som slår bro over de to områder. Kulturministeren burde tage initiativ til, at der skabes en ny og berigende tradition ved at tilbyde dansk idræt – i dette tilfælde Danmarks Idrætsforbunds specialforbund – et ”kvalitetstrofæ” som symbol på årets danske mesterskab.

 

Hvert år – sin nye kunstner. Sådan opnås en individuel markering af det enkelte år og en righoldighed gennem årene.

 

Danske mestre får et symbol, de kan være stolte af. Kulturministeriet og dansk eliteidræt skaber en sammenhæng mellem mesterskabspræstationen og dens kunstneriske fortolkning. Kulturministeriet synliggør en kunstnerisk kvalitet lige præcis dér, hvor begejstringen for idrætten fortættes – og formidler den i en symbolsk, vedvarende form.

 

Æren er som bekendt det fejreste træ i skoven, men pokalen, statuetten, medaljen eller plaketten på hylden i reolen eller i sømmet på væggen kunne nu godt underbygge formatet.

 

Måske udvikler svømmernes ’generøsitet’ sig til en protestepidemi.

Måske får vi sejrrunder at se, som ikke kun kaster blomster, men også medaljer i grams.

 

Kulturministeren burde handle inden nogen kommer til skade med alle de metalskiver fløjtende ind over publikum!

 

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *