Dansk Idrætspolitik

af Claus Bøje

Charles Martin Hardie: Curling at Carsebreck

Så indtraf katastrofen!

Nej – lad mig hellere modificere: Følelsen af dyb ærgrelse.

Både det mandlige og det kvindelige danske curlinghold kvalificerede sig her i weekenden til OL i Syd Korea.

Hvis man er en engageret iagttager af sport på topplan, rummer OL nogle af de ypperste oplevelser. Man præsenteres for de bedste udøvere (fodbold undtaget) i deres ultimative satsning. OL-medaljer er kronjuvelerne i enhver udøvers drøm om udødelighed. Alt, hvad sporten kan præsentere af spænding og højt fagligt niveau, udfoldes.

Vinter OL er et overflødighedshorn af nordiske og alpine skidiscipliner, kunstløb og hurtigløb på skøjter og – ikke mindst – ishockey. Man læner sig tilbage i sofaen og nyder det privilegium, at Tv bringer det ind i stuen. Tilmed i redigeret udvælgelse.

Det er her ærgrelsen indtræder. Oftest er Vinter OL uden særlig dansk deltagelse og det betyder, at redigering og formidling så nogenlunde dækker det brede spekter af konkurrencer med fokus på, hvad man kunne kalde sportslige væsentlighedskriterier. Men med to danske Curlinghold lurer katastrofen. Al erfaring tilsiger, at DR og TV-2 vil bruge oceaner af tid ikke alene på curlingtransmissioner, men også på udtalelser og stemningsreferater fra de danske stenskubbere. Kronprins Frederik vil uopholdeligt blive aftvunget helt uinteressante kommentarer fulgt op af en slet skjult gaben.

Se – dette er ikke et angreb på sportsgrenen curling. Curling er et finurligt strategispil, som i sin udfoldelse rummer fine elementer af fysisk mestring og taktisk kunnen. Det er et angreb på sportsjournalistikkens automatpilot: Den chauvinistiske vinkling.

Med usvigelig sikkerhed vil vi til Vinter-OL i februar uopholdeligt blive forvist til curlinghallen, mens sendetiden kunne have vist optagelser fra 500 meter hurtigløb på skøjter eller 10 km jagtstart på ski. Og hvad værre er: Vi vil i de redigerede nyhedsopdateringer, hvor muligheden for at få et bredt udsnit af dagens hændelser præsenteret, kvæles i smalltalk om følelserne hos curlingspillerne.

Se – dette er stadig ikke ringeagtsytringer vendt mod curlingsporten og dens udøvere. De er sagesløse. Derimod er det en opfordring til at overveje følgende:

Curling er en sportsgren omgærdet af – for at sige det mildt – yderst begrænset interesse. Få aktive, ingen tilskuere, ingen presse. Men så sker det. Danmark repræsenteres ved OL af denne sportsgren, som lever en absolut anonym og ubetydelig tilværelse i det samlede, daglige idrætsbillede, og så eksploderer opmærksomheden. De danske elektroniske medier iler med at prioritere efter en skabelon, som absolut intet har med journalistiske eller kulturpolitiske kriterier at gøre. De gejler. De giver den hele armen efter den nationalchauvinistiske skabelon.

Imens sidder jeg tilbage som taberen i sofaen. Jeg under curlingspillerne deres kvalifikation – de var så åbenbart grådkvalt glade. Men jeg forfærdes over alt det, jeg kommer til at gå glip af i redaktionernes vulgære provinsialisme. I takt med, at fageksperter ellers har fundet vej til de direkte kamptransmissioner, er den nyhedsformidlende journalistiske opdatering forkvaklet til følelsesfuld nationalistisk omklamring.