Sportsjournalistikkens blinde plet

Facebooktwitterlinkedinmail
Hubert Andrew Freeth:Watford Dressing Room

Ofte støder man på den forestilling, at eliten er en nødvendig forudsætning for bredden og omvendt. Sportsjournalister og politikere formidler med jævne mellemrum opfattelsen i forskellige varianter.

 

Men forestillingen er en myte på samme niveau som forestillingen om, at hårdere straffe forhindrer kriminalitet. At elite skaber bredde er i bedste fald en ren intuitiv fornemmelse uden hold i virkeligheden. Al forskning viser, at der ikke kan påvises en sammenhæng mellem, hvor mange der dyrker en given idrætsgren og den pågældende idrætsgrens eliteresultater.

 

Eksemplet er blot et blandt adskillige på, at mange sportsjournalister ofte ukritisk formidler udokumenterede påstande og mangler indsigt i en række grundlæggende forhold i idrætten.

 

Som mangeårig storforbruger af sportsjournalistik (både professionelt og privat) har jeg ofte undret mig over dens prioriteringer og indfaldsvinkler. Især har jeg savnet, at den gjorde brug af almindelige journalistiske principper og kriterier.

 

Traditionelt har der eksisteret en alliance mellem journalisterne og idrætten (både de aktive og lederne). Journalisterne har set det som deres formål at formidle jubel og begejstring. De aktive og lederne har haft samme interesse og har stillet sig til rådighed. Alle vidste, hvad der foregik under ovefladen, men alle havde en interesse i at holde det skjult. I de få tilfælde, hvor en journalist er begyndt at stille kritiske spørgsmål, er vedkommende blevet frosset ud.

 

Alliancen forstærkes i en række tilfælde af, at nogle af medierne selv betaler store summer for at kunne transmittere begivenhederne og derfor har en klar interesse i et positivt og underholdende billede.

 

Alliancen har et tredje ben – sponsorerne. Sponsorerne er interesseret i mest mulig omtale. Jo mere omtale sponsorerne får, jo flere penge tilflyder de aktive og lederne, og jo mere spektakulært bliver det at formidle

 

Ikke sjældent sidder jeg med den fornemmelse, at sportsjournalister bliver rekrutteret blandt unge mænd, der har været – og stadig er – voldsomt optaget af sport, men måske ikke selv har kunnet drive det til en sportslig karriere. I stedet kan de så låne lidt af glansen og omgås stjernerne gennem journalistikken.

 

Begejstring er et godt brændstof i journalistik, men begejstringen må ikke spærre for den helt grundlæggende faglighed i journalistik.

 

Alliancen mellem medierne og sporten har skabt et fundamentalt brud på to af journalistikkens grundpiller – nemlig den journalistiske uafhængighed og den kritiske indfaldsvinkel.

 

I slutningen af 1990’erne blev alliancen for første gang brudt. En gruppe af yngre journalister brød Tavshedens Lov – den uudtalte og uskrevne regel om ikke at kritisere hverken de aktive eller lederne. Først dopingmisbrug og siden korruption i de internationale idrætsorganisationer blev afsløret i stort omfang.

 

Doping og korruption er selvfølgelig vigtige og spektakulære emner, og de dækkes efterhånden ganske intensivt af sportsjournalisterne. Korruptionsskandalerne i IOC og FIFA og ikke mindst den store dopingskandale i Rusland var næppe blevet afdækket, hvis ikke dygtige og utrættelige journalister havde udført et dybtgående journalistisk arbejde.

 

Men det kan undre, at sportsjournalister ikke løbende følger og undersøger de mere grundlæggende forhold i dansk idræt, når det f.eks. drejer sig om de offentlige tilskud fra stat og kommuner, ledelsen af de store organisationer, organisationernes finansiering og anvendelse af penge, danskernes idrætsinteresse og mange andre forhold, som påvirker idrætten på alle niveauer.

 

Lad mig give et eksempel på sportsjournalisters prioritering: I 2008 var DIF og DGI efter lange og komplicerede forhandlinger blevet enige om at fusionere de to organisationer. Mere end 100 år med to rivaliserende idrætskulturer kunne afsluttes, og man var blevet enige om at samle kræfterne. Det kunne med rette kaldes en historisk begivenhed. Fusionen skule bekendtgøres på en pressekonference, og samtlige sportsredaktioner havde meldt deres tilstedeværelse. Men samme dag om morgenen annoncerede Bjarne Riis, at også han ville afholde en pressekonference – på samme tidspunkt. Han skulle offentliggøre en ny sponsor (Saxo Bank). Mere end halvdelen af medierne flyttede herefter deres opmærksomhed til Bjarne Riis og Lars Seier Christensen. Med al respekt kan en forretningsaftale mellem to private virksomheder vel næppe siges at have samme historiske betydning og rækkevidde som den planlagte fusion mellem de to store idrætsorganisationer. En fusion af Venstre og Konservative, af Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer, af Nordea og Danske Bank eller af Politiken og Berlingske Tidende ville helt sikkert have givet anledning til masser af analyser og debatter i aviser, radio og tv.

 

Nu blev fusionen mellem DIF og DGI så ikke til noget – og dén historie kunne i sig selv have dannet grundlag for spændende, dybdeborende journalistik. Men nyheden om fusionens fald blev henvist til små notitser.

 

Et andet eksempel: Ingen medier bortset fra Altinget har vist interesse for den netop overståede revision af udlodningsloven. Der er tale om en lovgivning, der regulerer statslige tilskud i størrelsesordenen 1,8 mia. kr. til idrættens organisationer og institutioner. Den politiske proces forud for det indgåede forlig har været langvarig, intens og dramatisk. Stærk intern uenighed i regeringen, dyre lobbyister, der arbejde intensivt for trav og galop, en statsminister, der måtte sætte Finansministeriet på plads, ”eksterne” interesseorganisationer, der arbejde intensivt på at bryde den stærke front bestående af de nuværende udlodningsmodtagere, og en kulisse med EU Kommissionen og udenlandske spiludbydere som aktive medspillere ville normalt være temaer, som journalister ihærdigt ville kaste sig over. Alligevel blev revisionen af udlodningsloven forbigået i tavshed. Jeg var selv involveret i processen og undrede mig vedvarende over, at ingen journalister fik øje på sagen. Politiske konflikter om langt mindre beløb og med konsekvenser for langt færre borgere får ofte langt større opmærksomhed. På kulturområdet bliver forholdene på Det Kongelige Teater med et langt mindre budget fulgt nøje, og vilkårene for landets symfoniorkestre får masser af spalteplads i aviserne og er genstand for mange intense debatter i radio og TV. Senest har et forslag om at sammenlægge nogle af de kunstneriske uddannelser fået langt større opmærksomhed, end spillet om udlodningsloven nogensinde fik. Kulturjournalistikken har tilsyneladende en anden tradition, et andet publicistisk værdigrundlag og nogle andre prioriteringer end sportsjournalistikken.

 

Mange andre eksempler kunne nævnes. Under Kulturministeriets udredning af idrættens økonomi og struktur 2013-14 udspandt der sig en åben og heftig konflikt mellem DIF og DGI om udlodningsmidlerne. Den blev aldrig omtalt. I samme forbindelse forsøgte gadeidrætsorganisationen GAME at få udlodningsmidlerne til de tre idrætsorganisationer reduceret til fordel for GAME. Heller ikke det blev genstand for sportsjournalisters opmærksomhed. Og et helt aktuelt eksempel: I regeringens seneste udspil til finanslov optrådte Team Danmark pludselig med et ekstra driftstilskud på 4 mio. kr. Selv om det vil være et brud på det grundlæggende princip om, at idrættens drift ikke finansieres via finansloven, og selv om forslaget kom i stand uden om den normale koordination og solidaritet mellem alle udlodningsmodtagerne, er baggrunden for forslaget ikke blevet afdækket.

 

Heller ikke mere grundlæggende spørgsmål i forhold til f.eks. folkeoplysningsloven, som er grundlaget for idrætsforeningernes økonomi, og dagpengemodtageres og efterlønneres ret til at udføre frivilligt arbejde uden at blive trukket i dagpenge eller efterløn er blevet gjort til genstand for journalistisk bearbejdning. Det er ellers spørgsmål, som berører mange danskere.

 

Idrætten repræsenterer vel landets største folkelige bevægelse. Idrættens organisationer er de største i Danmark målt på medlemmer, de offentlige udgifter til idrætten beløber sig til 5-6 mia. kr. (langt mere end udgifterne til andre kulturområder), og de store sportsbegivenheder har ikke svært ved at tiltrække sig politisk opmærksomhed. Alligevel foregår spillet i dansk idrætspolitik ”i skjul” uden journalistikkens kritiske blik. Det er lobbyister og spindoktorer muligvis tilfredse med, men det kan offentligheden næppe være.

 

Når jeg med jævne mellemrum har forsøgt at gøre sportsjournalister interesserede i relevante idrætsrelaterede politiske spørgsmål, henviser de som regel til deres indenrigsredaktion. De demonstrerer en tydelig ulyst til at arbejde med politisk stof. Og når jeg så har henvendt mig til indenrigsredaktionen, bliver jeg henvist til sportsredaktionen. På den måde lander store og helt centrale idrætspolitiske spørgsmål mellem to stole og bliver aldrig genstand for journalistisk behandling.

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwitterlinkedinmail

1 thought on “Sportsjournalistikkens blinde plet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.