Den danske idrætsmodel med forankring i foreningsidrætten er i international sammenhæng noget helt særligt, hævdes det ofte og med en vis berettigelse. Men når vi alligevel skal sammenligne os med andre lande, henvises der ofte til Norge og Sverige, fordi der trods alt er mange lighedstræk mellem de tre lande. I det lys kan det være lidt nedslående, at den svenske idrætsmodel er på vej mod havari. Det hævder i hvert fald den tidligere formand for Svensk Fægteforbund og tidligere rådgiver for Oluf Palme Lars Liljegren i en blog.
Han har kigget lidt på tallene for svenskernes idrætsdeltagelse, og han kan se
- at antallet af aktive i idrætsforeningerne er faldet med 27% siden 2006
- at antallet af idrætsforeninger i samme periode er faldet med 5%
- at andelen af den svenske befolkning, som er medlem af en idrætsforening, er faldet fra 45% i 1998 til 35% i 2015
Det må være alarmerende tal for svensk idrætspolitik, hvor samarbejdet mellem staten og det svenske Riksidrottsforbundet spiller en afgørende rolle. Og netop Riksidrottsforbundet fik i 00’erne tilført en ekstra mia. sv. kr. til at styrke idrætsdeltagelsen. Liljegren opfordrer da også til, at den svenske regering gennemfører en dybtgående udredning med henblik på en ny samlet strategi.
Den svenske udvikling må – eller burde – få DIF og DGI til at rynke brynene.
Organisationernes stort anlagte vision ‘Bevæg dig for livet’ forsøger at samle mange kræfter om at løfte idrætsdeltagelsen i Danmark. Men indtil videre har man ikke rigtigt kunne fremvise nogle resultater. Trods mange penge og en høj profilering er det endnu ikke lykkedes at skabe nogen egentlig vækst i deltagelsen. Seneste befolkningsundersøgelse fra 2016 antydede en stagnation i den samlede deltagelse, og den sidste medlemsopgørelse i de to organisationer krævede en del spin for at give det udseende af vækst. Reelt har der været en mindre medlemstilbagegang de to seneste år.
Situationen er derfor bekymrende. Private fonde har indtil videre skudt mere end 60 mio. kr. i projektet, regeringen har indskrevet visionen i regeringsgrundlaget, og statsministeren har inviteret til de meget prestigefulde Marienborgmøder.
Organisationerne argumenterer – med nogen ret – for, at så stort et projekt tager tid og kræfter at få løbet i gang, før der kan vises nogle resultater. Men hvis den svenske udvikling på nogen måde er en forløber for en tendens, der også vil slå igennem i Danmark, bliver det unægteligt et løb op ad bakke. For så bliver målsætningen om flere aktive og flere medlemmer snarere til et spørgsmål om at stoppe en tilbagegang.
Det stort anlagte projekt er i forvejen ramt af store udfordringer med at få de to organisationer til at arbejde sammen. Og for tiden forhandles der med de store fonde om en videreførelse af de betydelige donationer. Det kan blive vanskeligt at opretholde fremdriften i det bøvlede samarbejde og incitamenterne hos de store fonde, hvis det mere handler om at fastholde status quo end om at skabe noget nyt og større.
Den danske idrætsmodel med forankring i foreningsidrætten er i international sammenhæng noget helt særligt, hævdes det ofte og med en vis berettigelse. Men når vi alligevel skal sammenligne os med andre lande, henvises der ofte til Norge og Sverige, fordi der trods alt er mange lighedstræk mellem de tre lande. I det lys kan det være lidt nedslående, at den svenske idrætsmodel er på vej mod havari. Det hævder i hvert fald den tidligere formand for Svensk Fægteforbund og tidligere rådgiver for Oluf Palme Lars Liljegren i en blog.
Han har kigget lidt på tallene for svenskernes idrætsdeltagelse, og han kan se
- at antallet af aktive i idrætsforeningerne er faldet med 27% siden 2006
- at antallet af idrætsforeninger i samme periode er faldet med 5%
- at andelen af den svenske befolkning, som er medlem af en idrætsforening, er faldet fra 45% i 1998 til 35% i 2015
Det må være alarmerende tal for svensk idrætspolitik, hvor samarbejdet mellem staten og det svenske Riksidrottsforbundet spiller en afgørende rolle. Og netop Riksidrottsforbundet fik i 00’erne tilført en ekstra mia. sv. kr. til at styrke idrætsdeltagelsen. Liljegren opfordrer da også til, at den svenske regering gennemfører en dybtgående udredning med henblik på en ny samlet strategi.
Den svenske udvikling må – eller burde – få DIF og DGI til at rynke brynene.
Organisationernes stort anlagte vision ‘Bevæg dig for livet’ forsøger at samle mange kræfter om at løfte idrætsdeltagelsen i Danmark. Men indtil videre har man ikke rigtigt kunne fremvise nogle resultater. Trods mange penge og en høj profilering er det endnu ikke lykkedes at skabe nogen egentlig vækst i deltagelsen. Seneste befolkningsundersøgelse fra 2016 antydede en stagnation i den samlede deltagelse, og den sidste medlemsopgørelse i de to organisationer krævede en del spin for at give det udseende af vækst. Reelt har der været en mindre medlemstilbagegang de to seneste år.
Situationen er derfor bekymrende. Private fonde har indtil videre skudt mere end 60 mio. kr. i projektet, regeringen har indskrevet visionen i regeringsgrundlaget, og statsministeren har inviteret til de meget prestigefulde Marienborgmøder.
Organisationerne argumenterer – med nogen ret – for, at så stort et projekt tager tid og kræfter at få løbet i gang, før der kan vises nogle resultater. Men hvis den svenske udvikling på nogen måde er en forløber for en tendens, der også vil slå igennem i Danmark, bliver det unægteligt et løb op ad bakke. For så bliver målsætningen om flere aktive og flere medlemmer snarere til et spørgsmål om at stoppe en tilbagegang.
Det stort anlagte projekt er i forvejen ramt af store udfordringer med at få de to organisationer til at arbejde sammen. Og for tiden forhandles der med de store fonde om en videreførelse af de betydelige donationer. Det kan blive vanskeligt at opretholde fremdriften i det bøvlede samarbejde og incitamenterne hos de store fonde, hvis det mere handler om at fastholde status quo end om at skabe noget nyt og større.