Med jævne mellemrum dukker diskussionen om sport og politik op. Senest i forbindelse med NFL-spillernes demonstrationer, der startede som en sympati for Black Lives Matter bevægelsen, men udviklede sig til en protest mod Trump, og Gerard Piqué’s åbenlyse støtte til folkeafstemningen om Cataloniens løsrivelse.
I kommentarerne er der efterhånden bred konsensus om, at sport og politik nok ikke kan adskilles. Men jeg sporer som regel også en underliggende beklagelse af, at det ikke kan holdes adskilt.
Ret beset er det en meningsløs diskussion. Man kunne lige så godt spørge om landbrug og politik kan adskilles – eller togdrift og politik eller kultur og politik… ja, fortsæt selv listen.
Idrætten er en del af samfundet, påvirkes af samfundet, påvirker selv samfundet – og modtager store offentlige tilskud. Alene af disse årsager turde diskussionen være meningsløs.
Men i et historisk lys bliver det endnu mere klart, at idrætten altid har været en del af samfundets udvikling og altid har ønsket at være det.
Meget firkantet kan man sige, at dansk idræt er funderet på to meget forskellige idrætskulturer – den ene er i dag repræsenteret ved DGI og den anden ved DIF, den ene er den såkaldt folkelige idræt, den anden den olympiske.
Den folkelige idræt opstod og udviklede sig med andelsbevægelse og højskolebevægelse. Kodeordet var ”Det hele menneske”. Det betød, at bevægelsen skulle omfatte alle sider af tilværelsen, at man ikke kun kunne udvikle en side. Økonomi, politik, uddannelse, religion og krop måtte udvikles i samklang. Gymnastik og skydning var derfor også udviklet i en højere sags tjeneste så at sige – “punktet udenfor” gjaldt også idræt. Gymnastikken var baseret på at skabe “Den gode holdning” – i både bogstavelig og overført forstand – og skydning blev set som en folkelig mobilisering (i hvert fald i en periode).
I denne idrætskultur har det derfor aldrig givet mening at adskille idræt og politik. Idræt var politik. Alt hang sammen.
Den olympiske idræt var en uadskillelig del af udviklingen af industrisamfundet. Kampen og præstationen var – og er – omdrejningspunktet. Den olympiske bevægelses åndelige overhoved Pierre de Coubertin så i sporten et enestående dynamisk og demokratisk opdragelsesmiddel. Dynamisk i kraft af ”friheden til overdrivelse” og demokratisk i kraft af ligheden i udgangspunktet. Og netop kroppen blev for Coubertin indfaldsvinklen til at præge menneskets karakter. Personligheden formes af kroppens erfaringer i kappestrid, anstrengelse og begejstring.
At Coubertin så var dybt skeptisk over for politikere, er en anden sag, og han lagde stærkt vægt på, at den olympiske komite skulle holde sig fri af politik og økonomiske interesser. Det ville blot lede til korruption, mente han, og den olympiske komite skulle derfor alene bestå af en flok særligt betroede mænd. Interessant i denne sammenhæng er det imidlertid, at sporten i hans optik ikke var isoleret fra samfundet. Tværtimod, den var med til at forme det.
Hvad enten amerikanske fodboldspillere knæler under nationalhymnen, eller karleholdet i gymnastik synger ’I Alle de Riger og Lande’ under indmarchen er det en markering med klare politiske budskaber – ikke i betydningen partipolitisk, men i den forstand, at manifestationen knytter sig til symboler og handlinger, der forbindes med værdier og visioner for samfundets udvikling.