Idræt mellem sundhed og kultur

Maja Pilgaard fra Idrættens Analyseinstitut har gennemført en analyse af sammenhængen mellem danskernes idrætsdeltagelse og deres fysiske aktivitetsniveau (kan læses her). Hun kan konkludere, at de danskere, der dyrker idræt, ikke nødvendigvis også er meget fysisk aktive.

 

Analysen offentliggøres samtidig med afholdelse af det såkaldte Marienborgtopmøde om idrætten med deltagelse af regering, Folketing og en lang række organisationer. Topmødet er kommet i stand på baggrund af DIF’s og DGI’s fælles vision ”Bevæg dig for livet”, som sigter på at 75% af befolkningen skal være idrætsaktive i 2025 og 50% aktive i en idrætsforeningen. Regeringen har indskrevet visionen i det nuværende regeringsgrundlag.

 

Analysens budskab kunne derfor føre til den konklusion, at regeringens indsats ikke bør rettes mod idrætsdeltagelse, men mod regulær fysisk aktivitet.

 

Hvis det er tilfældet, overser man en helt central pointe – nemlig at idræt ikke (kun) handler om fysisk aktivitet og sundhed. I min optik er idræt først og fremmest et kulturpolitisk anliggende. Det sundhedspolitiske er sekundært. Idræt kan være en vej til indsigt i egne evner og anlæg, og til udvikling heraf. Idræt kan være en vej til ansvar og fællesskab.

 

Hvis man anlægger et reduktionistisk syn på idrætten og kun opfatter den som et middel til kredsløbs- og styrketræning, overser man det helt essentielle ved idrætten. Det er derfor også helt afgørende, at idræt fortsat er en del af Kulturministeriets ressort og tænkes sammen med folkeoplysningen.

 

Man kan så håbe, at Kulturministeriet selv formår at fastholde det kulturpolitiske syn på idrætten.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.