DBU – forening eller forretning?

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Konflikten mellem DBU og kvindelandsholdet er kompliceret og har mange lag. Et enkelt forhold i det spegede spil falder mig dog i øjnene: DBU kan ikke beslutte sig for, om forbundet vil agere som en frivillig forening eller en forretning.

 

På den ene side henviser DBU – med opbakning fra DIF – til idrættens særlige status med argumentet om, at udtagelse til et landshold ikke kan sidestilles med en ansættelse og dermed være omfattet af arbejdsmarkedets regler. At blive udtaget til et landshold er toppen af den selektionsmekanisme, selve idrætten er baseret på, og idrætten kan ikke sidestilles med det private marked. Idrættens særlige status er netop, at den er en del af det civile samfund.

 

På den anden side henviser DBU til sine regnskaber, når man skal begrunde, hvorfor kvinderne ikke kan få lige så meget i løn som mændene. Kvindelandsholdet er en stor underskudsforretning – siges det – mens mændene står for den største del af indtjeningen. Underforstået: Kvinderne skal være glade for, at DBU overhovedet vil bruge penge på dem. Anvendte man almindelige principper om præstationsløn eller overskudsdeling, skulle kvinderne ikke forvente at få nogen form for honorering overhovedet.

 

Begge argumenter giver samme resultat for DBU. Men sagen er, at man ikke kan bruge de to argumenter samtidig.

 

Henvisningen til idrættens særlige status er efterhånden klassisk. Diskussionen kulminerede i forbindelse med Bosman-sagen og med ændringen af EU-traktaten – den såkaldte Lissabontraktat. Bosman-sagen slog fast, at professionelle fodboldspillere skal sidestilles med enhver anden lønmodtager, og at professionel fodbold i den forstand er et privat arbejdsmarked. Det chokerede IOC og de internationale specialforbund, for det ville få uoverskuelige konsekvenser. Forbundene ville ikke længere fastholde eneretten på at arrangere turneringer og mesterskaber, og man kunne ikke længere opretholde kvoter for udenlandske spillere på klubhold.

 

IOC og UEFA iværksatte derfor en intensiv lobby-kampagne for at få indført en bestemmelse om sportens særlige karakter i EU-traktaten. Historien om den proces er interessant og lærerig, men må vente til en anden gang. I sidste ende blev der indført en særlig paragraf i traktaten, som slog fast, at sporten er noget ganske særligt. Men det skete ikke med henvisning til konkurrencevilkårene. Det skete med henvisning til det frivillige foreningsliv og dermed til placeringen i det civile samfund.

 

Holder man derfor fast i, at DBU er en forening – dvs. en overbygning på det frivillige foreningsliv – kan man ikke også henvise til, hvad der giver overskud eller underskud. Så fordeler man sine ressourcer ud fra værdibaserede eller ligefrem politiske overvejelser. Så er det ikke nødvendigvis afgørende om en specifik aktivitet giver overskud. Så er det afgørende, om man ud fra nogle grundlæggende værdier og visioner ønsker at udvikle en aktivitet. I den forbindelse skal man erindre sig, at fodbolden i Danmark modtager betydelige offentlige tilskud – netop fordi den varetages af en frivillig organisation. Hvert år modtager DBU ca. 40 mio. kr. fra Danske Spil, og de lokale fodboldklubber modtager betydelige tilskud, ligesom kommunale anlæg stilles til rådighed.

 

Holder man omvendt fast i argumentationen om det lønsomme, må man opgive sin særlige status som del af Foreningsdanmark. Og så kan det blive vanskeligt at fastholde begrundelsen for de offentlige tilskud, som netop gives ud fra kultur- og socialpolitiske overvejelser – dvs. ud fra et ønske om at støtte det almennyttige, frivillige foreningsliv. I den forbindelse skal man huske , at DBU altid har haft en særstatus i spillelovgivningen. DBU modtager som det eneste specialforbund en særskilt andel af udlodningsmidlerne, som stammer helt tilbage fra den første tipslov i 1948. Tilskuddet blev indført som en form for ”kompensation” for at Tipstjenesten benyttede fodboldkampene på tipskuponen. Men det blev også understreget i lovgivningen, at det særlige tilskud skulle anvendes til at styrke arbejdet blandt børn og unge – altså til ideelle formål.

 

Hvorfor man opretholder det særlige tilskud, når udlodningsmidlerne ikke længere hentes fra spil på fodboldkampe men fra lotto, er en anden historie.

 

DBU står i en konflikt, som bygger på et vaskeægte dilemma. Men som så ofte før vil organisationen nok navigere igennem på to ben. Erfaringen viser, at politikerne ikke tør røre ved DBU’s særlige status i idrætten.

 

Man høster frejdigt fordelene ved at argumentere på en uforenelig, men snedig kombination af markedets og det civile samfunds præmisser.

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

2 thoughts on “DBU – forening eller forretning?

  1. Tak gamle makker for at bringe konflikten op i EU-helikopterperspektiv. Her som der har vi at gøre med en modsætningsfyldt sag, som imå og bliver afvejet igen og igen snart til den ene side og den anden side. Fourudsat at vi lever i et retssamfund og at sporten ikke står uden for dette retssamfund kan konfliktens parter, DBU og Spillerforeninger, DIF og LO, ikke ordne spørgsmålet om arbejdsgiver-lønmodtager-forholdet selv, som du indleder med. Hvis uenigheden om det at stille op for Danmark er et æreshverv eller et ansættelsesforhold består, må sagen indbringes for domstolene eller arbejdsretten. Her har hverken DIF-idrættens Højeste Appelinstans eller den statslige institution Team Danmark, der er på DIF’s og DBU’s side i konflikten, noget at gøre. Det er også et valg mellem foreningsfriheden til at diskriminere på det groveste og det forbud mod forskelsbehandling, der findes på arbejdsmarkedet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.