Team Danmarks uafhængighed er altafgørende

Facebooktwitterlinkedinmail

Team Danmarks tidligere direktør, Michael Andersen, udtalte sig 26. januar 2017 i BT meget personligt og åbenhjertigt om især sin fratræden fra jobbet. Stik mod egne – og andres – forventninger fik han ikke sin ansættelse forlænget i 2014 efter otte år på posten. Og det blev en stærkt traumatisk oplevelse for Michael Andersen.
Men nok så interessant berørte han også mere principielle spørgsmål som forhol-det mellem Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund (DIF) – og lige præcis dét forhold har siden Team Danmarks etablering i 1984 givet anledning til stadige gnidninger og uløste konklifter, som vedrører helt principielle idrætspolitiske spørgsmål om magt og fordeling af midler. Flere gange er konflikterne brudt ud i lys lue, men oftest har de blot ligget som en understrøm af gensidig mistillid og vedvarende forsøg på at positionere sig selv på den andens bekostning. Pendulet har svinget mellem åbenlyst fjendskab og tålt sameksistens.
Team Danmark blev oprettet på baggrund af markant nedadgående danske resulta-ter i internationale konkurrencer, ikke mindst de olympiske lege. Faktisk var Danmark i slutningen af 1970’erne helt på vej ud af medaljestatistikken på be-kostning af den statsligt styrede ’amatøridræt’ i de kommunistiske lande i Østeu-ropa. Flere markante eliteidrætsudøvere begyndte at pege på det alvorlige pro-blem, og i det lys rejste DIF kravet om flere midler fra staten til eliteidrætten (un-derforstået DIF).
I stedet nedsatte daværende kulturminister Niels Mathiasen en bredt sammensat kommission bestående af eliteidrætsudøvere, trænere, forskere og repræsentanter fra alle relevante organisationer. Kommissionen gennemførte en dybtgående ana-lyse af eliteidrættens status og vilkår og konkluderede da også, at der var behov for flere målrettede ressourcer til eliteidrætten i Danmark. Men de øgede statslige midler skulle ikke kanaliseres over i DIF. I stedet skulle der oprettes en statslig institution – kaldet Dantop – som skulle forvalte midlerne ud fra det grundlæg-gende kulturpolitiske armslængdeprincip. Det betyder, at alene faglige analyser og vurderinger skal ligge til grundlag for tildeling af støtte, ikke politiske hensyn.
Begrundelsen for modellen var selvfølgelig, at hvis staten skulle føre flere midler til formålet, skulle man også sikre, at de blev brugt på en forsvarlig måde. Skræmmebilledet var i lige så høj grad den østeuropæiske model som den ameri-kanske.
DIF måtte nødtvunget acceptere modellen, ikke mindst fordi der fulgte et klække-ligt millionbeløb med, men måske også fordi man havde en forventning om at kunne sætte sig på magten i den nye institutions bestyrelse. Det mislykkedes. DIF’s daværende formand, Kai Holm, måtte lide den tort at blive nedstemt som bestyrelseskandidat af Team Danmarks nyoprettede repræsentantskab i en proces, hvor repræsentanterne for de aktive spillede en afgørende rolle.
I de efterfølgende år opbyggede Team Danmark et effektivt økonomisk og fagligt støttesystem, som i samarbejde med specialforbundene hurtigt gav resultater. DIF kunne ikke gøre meget andet end at se til fra sidelinjen. Dog sikrede man sig kon-trollen med det olympiske arbejde gennem en fusion med Danmarks Olympiske Komite i 1993.
Da Elsebeth Gerner Nielsen blev kulturminister i 1998, gik DIF åbenlyst til an-greb med det formål at overtage Team Danmark som en afdeling under DIF. Det meddelte de klart på et møde med ministeren. Som modsvar nedsatte hun et ud-valg, der skulle give loven et eftersyn med henblik på at styrke eliteidrætten og Team Danmark som selvstændig statsinstitution. DIF måtte selvfølgelig bøje sig for trækket og deltog loyalt i arbejdet – troede udvalget. Men da medlemmerne rejste sig fra det sidste møde efter at have afsluttet en grundig rapport med klare anbefalinger, gjorde DIF’s repræsentant, daværende direktør Karl Chr. Koch det klart, at han ønskede at få indføjet en mindretalsudtalelse. I den tog han afstand fra konklusionerne med henvisning til, at han ikke var enig i præmisserne for ud-valgsarbejdet. Udvalgsarbejdet førte derfor ikke til noget.
I medierne kunne offentligheden i den periode flere gange overvære åbenlyse skænderier mellem DIF’s daværende formand, Kai Holm, og Team Damarks da-værende direktør, Preben Kragelund. De kulminerede, da DIF nægtede at tildele akkreditering til Preben Kragelund til de olympiske lege i 2004.
Under kulturminister Brian Mikkelsen forsøgte DIF igen, og ministeren var på flere måder mere lydhør. Men det lykkedes dog ikke for DIF at få ’overført’ Team Danmark. På det punkt stod også Brian Mikkelsen fast, da det kom til stykket. I stedet blev den største reform af Team Danmarks struktur og arbejdsopgaver si-den dannelsen i 1984 gennemført med bred politisk opbakning. En gang for alle blev det nu slået fast, at Team Danmark er en selvstændig statslig institution. Men reformen betød også, at repræsentantskabet blev nedlagt, og at DIF fik direkte ad-gang til bestyrelsen.
I lovgrundlaget blev der lagt op til et løbende samarbejde på flere områder. Det er siden blevet udbygget og forbedret. Men uenighederne ulmer stadig. Tydeligst kom det frem i forbindelse med diskussionen om etablering af et nationalt elite-idrætscenter på Østerbro i København. Team Danmark ønskede at etablere et na-tionalt eliteidrætscenter med et stærkt fagligt miljø for eliteidrætsudøverne, træne-re, forskere og konsulenter i centrum af København, mens DIF ønskede at fast-holde de nuværende funktioner i Idrættens Hus i Brøndby.
Team Danmarks uafhængighed er altafgørende for institutionens troværdighed og faglighed. Bliver det overladt til f.eks. DIF’s bestyrelse at træffe afgørelser om fordeling af støtte, vil der lynhurtigt kunne opstå mistanke om politiske motiver bag tildelingerne. Det er aldrig sundt for et professionelt støttesystem, hvis beslut-ningstagerne selv er fedtet ind i sagen.
Team Danmark er i international sammenhæng ret enestående. Dens uantastelig-hed og uafhængighed er misundt af mange. Derfor påhviler der også kulturmini-steren et særligt ansvar, når der skal udpeges bestyrelsesmedlemmer. De skal leve op til principperne om faglighed, professionalisme og uafhængighed. I dag har fem af de otte bestyrelsesmedlemmer i Team Danmark en baggrund i et af DIF’s specialforbund. Det gør bestyrelsen sårbar over for Michael Andersens kritik – at Team Danmark er ved at blive en afdeling i DIF.

(Bragt i Politiken den 12. februar 2017)

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwitterlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.